Energiselskabet OK hævder at være Danmarks første ladeoperatør, der runder hurtig- og lynlader nummer 2.000.
Når OK på onsdag indvier en ny ladepark i Rødovre med 12 nye 400 kW-lynladere, runder det danske energiselskab både en milepæl og overhaler konkurrenterne. Ifølge OK vil man for første gang råde over 2.000 hurtig- og lynladere i Danmark - flere end de nærmeste konkurrenter som Clever og Norlys.
Dermed skærper OK konkurrencen på det danske marked for hurtig- og lynopladning af elbiler, der oplever markant vækst i disse år.
Clever stadig størst
Danskerne køber elbiler som aldrig før, og det har fået flere ladeoperatører til at sætte ekstra fart på udbygningen af deres egne ladenetværk. Særligt de danske operatører Clever, Norlys og OK konkurrerer om at have landets størst netværk af ladere. Foreløbig med Clever i en klar førerposition, når man tæller alle typer af ladere med.
Om OK rent faktisk er Danmarks største udbyder af hurtig- og lynladere er svært at gennemskue. OK selv fremlægger ingen dokumentation for påstanden, og den seneste, offentligt tilgængelige oversigt fra Dansk E-Mobilitet stammer fra begyndelsen af 2025.
OK størst på hurtigladere
OK er Danmarks største på såkaldte hurtigladere, hvor effekten er mellem 23 og 99 kW. Clever er størst på lynladere, hvor effekten er mindst 100 kW, men OK og især Norlys udbygger kraftigt deres netværk af lynladere.
OK har også været flittige med opstillingen af flere ladere, og ved at lægge hurtigladere sammen med lynladere, er det ikke usandsynligt, at selskabet kan kalde sig størst på de to lade-typer tilsammen.
113 år gammel elbil
OK’s hurtig- og lynlader nummer 2.000 indvies onsdag på Jyllingevej 336 i Rødovre.
Rødovres borgmester Britt Jensen klipper snoren kl. 10, og herefter vil det være muligt at lynlade sin elbil til nedsat pris. OK byder også på lidt forplejning til de fremmødte elbilister, der også kan få et kig på verdens ældste elbil - en 113 år gammel Detroit Electric.






