Britisk kæmpeanalyse: Elbiler får færre fejl med alderen

Screendump fra Carwow på Youtube

47 millioner britiske bilsyn viser, at elbiler klarer sig bedre end benzinbiler, når kilometertallet bliver højt. Elbilers svaghed er højt dækslid.

En elbil med mange kilometer på tælleren behøver ikke være mere slidt end en tilsvarende benzinbil. Tværtimod.

Det viser en ny britisk analyse af 47,4 millioner såkaldte MOT-test. MOT svarer omtrent til det danske periodiske bilsyn og kontrollerer blandt andet bremser, dæk, styretøj, lygter og hjulophæng.

Analysen er udført af New AutoMotive for den britiske brancheorganisation for udlejning og leasing, BVRLA. Konklusionen er klar: Ved lave kilometertal er forskellen mellem el- og benzinbiler beskeden. Men jo længere bilerne har kørt, desto bedre klarer elbilerne sig.

Markant forskel efter 145.000 km

Blandt biler, der havde kørt mellem 90.000 og 120.000 miles – cirka 145.000 til 193.000 kilometer – dumpede 16,5 procent af elbilerne det britiske bilsyn.

For tilsvarende benzinbiler var andelen 22,1 procent. Elbilerne havde dermed omkring 25 procent mindre risiko for at dumpe.

Forskellen voksede yderligere ved meget høje kilometertal. Blandt biler, der havde kørt over 120.000 miles – godt 193.000 kilometer – dumpede 16 procent af elbilerne mod 23,5 procent af benzinbilerne.

Resultatet passer godt med elbilens enklere teknik. En elmotor har langt færre bevægelige dele end en forbrændingsmotor med blandt andet gearkasse, udstødning og brændstofsystem. Der er ganske enkelt færre dele, som kan blive slidt eller gå i stykker.

Vægt ødelægger ikke hjulophæng

Elbiler vejer mere end tilsvarende benzinbiler, fordi batteriet typisk vejer flere hundrede kilo. Det har skabt en udbredt forestilling om, at elbiler derfor slider mere på fjedre, støddæmpere og hjulophæng.

Men den påstand finder den britiske analyse af bilsyn ingen belæg for.

Blandt biler med 60.000 til 90.000 miles på tælleren – cirka 97.000 til 145.000 kilometer – blev der fundet 4,7 fejl på affjedring og hjulophæng for hver 100 syn af elbiler. Benzinbilerne havde til sammenligning 6,1 fejl for hver 100 syn.

Tesla har ry for at slide hårdt på sine hjulophæng. Men ifølge britisk analyse har elbiler generelt færre fejl på hjulophæng end fossilbiler. Foto: FDM

Den højere vægt gør altså ikke i sig selv elbilernes undervogn mindre holdbar. 

Dækkene er elbilens akilleshæl

På ét område klarer elbilerne sig dog generelt dårligere - de slider mere på dækkene.

Analysen fandt omkring 1,8 gange så mange dækfejl på elbiler som på benzinbiler. Her spiller den højere vægt sandsynligvis en rolle. Det samme gør elmotorens kraftige og øjeblikkelige træk, der øger sliddet, hvis føreren ofte accelererer hårdt.

Undersøgelsen fandt også flere fejl på de mekaniske bremser hos en mindre gruppe ældre elbiler med lavt kilometertal. Elbiler bremser ofte med elmotoren og bruger derfor de mekaniske bremser mindre. Det mindsker normalt sliddet, men kan til gengæld give rust på bremseskiverne, hvis bilen bruges meget lidt.

Snart 20 år med elbiler

Elbiler opfattes stadig som ny teknologi. Men det er snart 20 år siden, at de første moderne elbiler kom på markedet.

Tesla Roadster blev lanceret i 2008, Mitsubishi i-MiEV fulgte i 2009, og i 2010 satte den første Nissan Leaf for alvor gang i salget af masseproducerede elbiler.

De ældste elbiler er dermed gamle nok til, at de både har nået høje kilometertal og har været igennem adskillige syn. Samtidig vokser antallet af elbiler i den europæiske bilpark hurtigt.

Datagrundlaget bliver derfor hele tiden bedre. Hvor vurderinger af elbilers holdbarhed tidligere ofte byggede på teori og relativt få biler, kan analyser nu baseres på millioner af syn og biler, der har kørt langt.

Måler ikke batteriets sundhed

Der er dog et vigtigt forbehold ved den britiske analyse af bilsyn.

MOT-testen tjekker bilens trafiksikkerhed, men måler ikke batteriets sundhed, resterende kapacitet eller ladeevne. Undersøgelsen kan derfor ikke fortælle, hvor meget rækkevidde de ældre elbiler har mistet.

Et MOT-bilsyn siger heller ikke noget om alle de reparationer, som bilejerne har fået udført mellem synene. Tallene viser derfor først og fremmest, hvor ofte bilerne dumper på synsrelaterede fejl – ikke samtlige værkstedsbesøg gennem bilens levetid.

Ved køb af en brugt elbil er en batteritest derfor stadig vigtig – på samme måde som servicehistorik og motorens tilstand er vigtig på en brugt benzin- eller dieselbil.

Men analysen punkterer forestillingen om, at en elbil automatisk er slidt op, når kilometertælleren passerer 150.000 eller 200.000 kilometer. Målt på de fejl, der findes ved bilsyn, ser elbilen tværtimod ud til at have en fordel, som vokser med kilometertallet.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here