Der er allerede ni måneders leveringstid på billig elbil, der kan cementere Xpeng's position som det mest solgte Kina-mærke i Danmark.
Hypen er stor om en ny elbil fra Kina. Dem kommer der mange af - aktuelt er der 20 kinesiske bilmærker i Danmark - men de fleste sælger beskedent.
Sådan kommer det næppe til at gå for Xpeng L03.
52.000 ordrer på 24 timer
Allerede i det første døgn efter modellen blev sat til salg midt i juli, tikkede der 52.000 globale ordrer ind på bilen. Herhjemme har adskillige danskere - importøren vil ikke oplyse det præcise tal - lagt 5.000 kroner i depositum for at sikre sig et eksemplar. Vel at mærke uden mulighed for at prøve bilen først. Alligevel er leveringstiden allerede vokset til ni måneder. Bestiller man en L03 i dag, hedder det levering i juni 2027…
“Den har taget os med storm”, som PR-manager Mathias Brandt (foto) hos Xpeng Danmark udtrykker det.
I kø for at sidde i bilen
Xpeng L03 er en elektrisk SUV på størrelse med populære elbiler som VW ID.4 og Skoda Enyaq. Men prisen ligger langt under konkurrenternes. For lige under 240.000 kroner får man en veludstyret basisudgave med 180 kW (245 hk), 445 kilometers rækkevidde og hurtig lynladning. Det er et tilbud, der har skabt massiv interesse blandt danske bilkøbere.
“Indtil videre har vi kun haft to forseriebiler rundt til forhandlere i Danmark. Man har ikke kunnet køre i bilerne, men der har været så mange kunder, at de har stået i kø for bare at komme til at sidde i bilen et par minutter. Så stor interesse har vi aldrig oplevet før,” fortæller Mathias Brandt.
Mest solgte Kina-mærke i Danmark
Xpeng er ellers det kinesiske bilmærke, der får mest opmærksomhed i Danmark.
Otte måneder inde i 2026, er Xpeng det mest solgte Kina-mærke herhjemme foran MG, BYD og Zeekr. Og det 12. mest solgte bilmærke generelt med en respektabel markedsandel på 2,8 procent.
Interessen for Xpeng - og hypen om den nye L03 - står dermed i stærk kontrast til den tsunami af nye kinesiske bilmærker som Nio, Firefly, Hongqi, Voyah, Omoda, Jaecoo, Skyworth, Exlantix og Changan, der er lanceret herhjemme, men fortsat nøjes med ubetydelige markedsandele mellem 0,0 og 0,2 procent i år.
Særlig Xpeng-oplevelse
Når Xpeng er nået langt længere end de fleste kinesiske konkurrenter, skyldes det ifølge Mathias Brandt flere faktorer.
“Vi er begyndt på et blankt stykke papir med vores egen salgsmodel, hvor vi har skabt en særlig Xpeng-oplevelse. For eksempel vil vi altid gerne ud at køre med vores kunder, når de prøvekører vores biler, så vi kan besvare alle deres spørgsmål,” siger Mathias Brandt.

Xpeng fik også en god start med sin første model i Danmark, den store SUV G9. Med avanceret teknologi og masser af udstyr til stærke priser lykkedes det at sælge G9 som et kinesisk alternativ til tyske premiummærker. Her var Xpeng først blandt kineserne, og det har givet mærket en unik position som de billigere Xpeng-modeller har nydt godt af.
Vil i Top 10
“Nu har vi en ambition om ikke bare at være det bedste Kina-mærke i Danmark, men også komme i Top 10 blandt alle bilmærker generelt i DK,” siger Mathias Brandt.
Som mærkets hidtil billigste og mest ‘folkelige’ model bliver L03 afgørende for, om missionen lykkedes.
Det får vi en god pejling på allerede senere i dag. Xpeng L03 er nemlig blandt de 36 bilnyheder, der deltager i dysten om at blive Årets Bil i Danmark. Vinderen kåres 10. november, men først skal en jury på 25 biljournalister udvælge syv finalister blandt de 36 kandidater.
Det sker i eftermiddag. Hvis L03 er blandt de nominerede til finalen, tyder alt på, at Xpeng er på vej til at cementere mærkets position som det største Kina-mærke i Danmark.






