Som en forvokset Swift lover Suzuki Baleno både underholdende køreegenskaber og god plads. Adaptiv fartpilot kan fås som ekstraudstyr.
Med verdenspremiere på biludstillingen i Frankfurt får vi endelig lov til at se anden generation af Suzuki Baleno i fuld, utilsløret figur.
Som diverse teaser-billeder har lagt op til, ligner Baleno mest af alt en forvokset udgave af Suzukis succesbil Swift. Med en længde på 399 cm og en bredde på 175 cm er Baleno dog henholdsvis 14 og 5 cm større end sin velskabte lillesøster, og det udmønter sig ifølge Suzuki i væsentligt bedre plads. Også i bagagerummet, hvor Baleno sluger 355 liter mod Swifts beskedne 211 liter.
En anden spændende nyhed finder vi under den let buttede motorhjelm. Her debuterer Suzukis nye, trecylindrede såkaldte Boosterjet benzinmotor med venlig hilsen til Fords anerkendte EcoBoost-motor. Trods en beskeden slagvolume på 1,0 liter sørger en turbolader for en ydelse på 110 hk og et velvoksent moment på 170 Nm. Gearkassen nøjes i bedste Suzuki-stil med fem trin, men japanerne lover, at gearingen er velvalgt.
Basismotor fra Swift
Den firecylindrede DualJet-motor på 1,2 liter og med 89 hk uden turbo som vi kender fra Swift, bliver basismotor i Baleno. Topudgaven får hybridteknik med både benzin- og elmotor, men det er uvist, om den når til Danmark.
I kabinen får de mere veludstyrede udgaver samme syvtommers touchskærm til betjening af radio og navigation som vi kender fra crossoveren Vitara. Teknisk er der tale om det nye Apple CarPlay system, der gør det særligt nemt at ‘spejle’ anlægget med Apples mobiltelefoner.
Mere overraskende er det, at Baleno kan udstyres med en adaptiv fartpilot. Ved hjælp af radar betyder det, at fartpiloten i Baleno selv kan holde afstand til forankørende biler. Dermed tyder alt på, at Baleno, der hører til i miniklassen sammen med konkurrenter som VW Polo, Renault Clio og Peugeot 208, blive klassens billigste bil med adaptiv fartpilot.
Suzuki er i øvrigt i god tid med nyheden om Baleno: Vi skal et stykke ind i foråret 2016, før nyheden når frem til de danske forhandlere.
Læs også: Her er 2. generation af Suzuki Baleno