Med et samlet salg på 207.717 nye biler blev det danske bilsalg i 2015 det højeste nogensinde. En stærk slutspurt gjorde elbilen Tesla til den mest solgte i december.
Med en markant slutspurt endte det danske bilsalg med at slå alle rekorder i 2015. Hele 207.717 gange skrev danske forbrugere slutseddel på en fabriksny bil i det forgangne år – det højeste tal nogensinde herhjemme og første gang, at det danske bilsalg runder den magiske grænse på 200.000 nye biler.
Sammenlignet med 2014 steg bilsalget med 10 procent. Særligt i årets sidste måned var der fart på hos de danske bilforhandlere: I december blev der solgt 18.467 nye biler, hvilket er hele 20 procent mere end i samme måned sidste år. Slutspurten blev hjulpet godt på vej af afgiftsnedsættelsen, men andre faktorer har også bidraget til det rekordhøje bilsalg: En positiv vækst i BNP, lave renter, en generel stigning i både realløn og beskæftigelse samt ikke mindst stigende forbrugertillid blandt danskerne efter flere år med økonomisk krise.
’Hos Bilimportørerne tolker vi helt klart disse meget fine salgstal som en tillid blandt forbrugerne og i erhvervslivet, samt en tro på fortsat vækst. Vi glæder os over et meget fint årsresultat og den positive udvikling, som vi har set gennem flere år’ siger Gunni Mikkelsen, adm. direktør for De Danske Bilimportører.
Elbilen Tesla Model S (billedet) satte også en slutspurt ind i december: Med udsigt til indfasning af afgifter på elbiler over de næste fem år, valgte hele 1.248 danskere at få papir på den californiske elbil. Dermed var Tesla Model S med til at slå flere rekorder: For første gang blev en elbil den mest solgte bil i en måned, og det enorme salg var også med til løfte det samlede elbil-salg herhjemme til 4.327 i 2015 – næsten tre gange højere end i 2014.
Over hele året blev danskernes mangeårige darling – VW Up – dog den mest solgte personbil i 2015. Men det holdt hårdt: VW Up tog førstepladsen med et samlet salg på 7.955 biler – blot ti mere end Peugeot 208, der – godt hjulpet af stærke priser på privatleasing – havde et stærkt salg i 2015.
De 20 mest solgte biler i 2015
Mærke | Model | Antal |
VOLKSWAGEN | UP! | 7.955 |
PEUGEOT | 208 | 7.945 |
TOYOTA | AYGO | 5.699 |
PEUGEOT | 108 | 5.559 |
PEUGEOT | 308 | 5.552 |
KIA | PICANTO | 4.794 |
VOLKSWAGEN | POLO | 4.711 |
VOLKSWAGEN | GOLF | 4.668 |
TOYOTA | YARIS | 4.660 |
FORD | FIESTA | 4.630 |
RENAULT | NY CLIO | 4.457 |
SKODA | OCTAVIA | 4.292 |
KIA | RIO | 4.040 |
OPEL | CORSA | 3.923 |
SKODA | FABIA | 3.896 |
HYUNDAI | I10 | 3.658 |
SKODA | CITIGO | 3.589 |
NISSAN | QASHQAI | 3.539 |
HYUNDAI | I20 | 3.536 |
CITROEN | C3 | 3.365 |
Kilde: De Danske Bilimportører
Læs også: Top og flop i bilåret 2015