Det japanske specialistmærke Subaru viser ny Impreza. Som altid med boxermotor og firehjulstræk som standard – herhjemme ser vi den formentlig i 2017.
Findes der er en bil, hvis ry og rygte er omvendt proportionalt med salget i Danmark, er det Subaru Impreza. Modellen er legendarisk blandt bilentusiaster – blandt andet fordi den flere gange har vundet VM i rally og er kendt for at være lige så pålidelig som et urværk fra Rolex.
Alligevel kæmper Subaru med at slå an på vore breddegrader. I perioder har Subaru været helt ude af det danske marked – det gælder også Impreza-modellen, der ikke har været en del af danske modelprogram siden 2012.
Altid boxer og 4WD
Når Subaru er så sjælden hos os, skyldes det, at det japanske specialistmærke aldrig afviger fra mærkets DNA. Det betyder, at en Subaru altid har en boxermotor på mindst to liter og er udstyret med firehjulstræk. Resultatet er høje startpriser – typisk fra ca. 300.000 kr. – og så er det svært at skabe volume på et dansk bilmarked, der fortsat har nogle af verdens højeste bilafgifter.
Synd for alle os der kan lide biler. For bag det sædvanligvis konservative asiatiske design byder Subaru på en helt særligt blanding af ekstremt solid mekanik, fine køreegenskaber og høj brugsværdi. Måske allerbedst eksemplificeret i Impreza, der med fem døre og størrelse som en Golf matcher de fleste danske bilkøberes behov.
Nu får Subaru Impreza snart chancen for at bevise sit værd igen. Japanerne har netop afsløret en ny udgave på biludstillingen i New York. Ikke overraskende, da USA sammen med bjerglandet Schweiz og hjemlandet Japan er blandt de store markeder for mærket.
Designet er klassisk Subaru – lidt kantet, noget konservativt og meget japansk på den teknik-glade måde: Man kan næsten se, at Subaru er et typisk ingeniør-drevet firma, hvor teknikerne bestemmer og designerne må finde sig i at spille andenviolin.
Ny platform med mere plads
Men man skal ikke lade sig snyde af de velkendte former. Impreza står på en helt ny modul-opbygget platform, der er gjort klar til alt fra både ladehybrid-udgaver til teknik, der ad åre skal gøre den kompakte Subaru selvkørende.
Her og nu kan vi glæde os over, at Impreza vokser fire cm i både længde og bredde. Akselafstanden vokser 25 mm til 267 cm og ifølge de første rapporter fra New York, byder Impreza på et af Golf-klassens mest gæstfrie bagsæder.
Teknikken er basalt set en opdatering af Subaru’s ‘idealopstilling’: To-liters boxermotor med fire cylindre, 154 hk, firehjulstræk og valg mellem sekstrins manuel gearkasse eller automatgear med syv trin. Sædvanligvis en treenighed med en noget umoderne benzintørst, men også lavt tyngdepunkt og maksimalt vejgreb under alle forhold, der giver køreegenskaber fra øverste hylde.
Indvendig er kabinen moderniseret med mere lækre materialer i Subarus kendte, skudsikre kvalitet og så bliver en otte tommers trykfølsom skærm, der både kan ‘tale’ med Apple CarPlay og Android Auto angiveligt standard.
Priser og udstyr kendes dog endnu ikke – Impreza kommer næppe til Europa før i begyndelsen af 2017. Her ser vi den udelukkende som fem-dørs hatchback, men på et tidspunkt knopskyder modellen til en ny udgave af crossoveren XV. Vi gætter på, at Impreza kan klemmes lige under 300.000 kr. – og det skal den også, hvis den skal have bare en lille bid af kagen i den prisfølsomme Golf-klasse.
Læs også: Subaru opruster til offensiv