Audi-chef Gernot Döllner erkender i et interview, at der skal ske noget hos Audi. Et nyt ”Audi TT-øjeblik” skal vende udviklingen.
Det kører ikke just som smurt i olie for Audi i for tiden. Mærket med de fire ringe er inde i et tydeligt formdyk: Sidste år faldt salget med næsten 12 pct. til 1,67 millioner biler, og i de første seks måneder af i år er leveringerne faldet yderligere 5,9 pct. til 783.000 biler.
I et interview med den tyske avis Bild indrømmer Audi-chef Gernot Döllner, at der ligger mange store opgaver på hans bord.
”Jeg vil ikke gå rundt om den varme grød, vi bliver nødt til at komme tilbage på sporet nu,” siger han til avisen. I samme åndedrag siger Döllner, at ”han tror vi har passeret lavpunktet.”
På vej mod nyt ”TT-øjeblik”
Audi-chefen indvarsler en ny æra for det tyske traditionsmærke. Og den skal kickstartes af en helt særlig bilmodel, der skal gentage succesen med retro-sportsvognen Audi TT og fungere som ”identitets-bygger.”

Ifølge Gernot Döllner omtales bilen internt hos Audi som ”TT øjeblik 2.0”. Håbet er, at den kommende model vil få samme positive effekt på Audi-mærket, som TT tidligere havde i 90erne og 2010erne.
”Min mavefornemmelse er, at vi står på tærsklen til sådan et TT-øjeblik,” siger Döllner til Bild.
Audis udgave af Boxster
Trods betegnelsen er der ikke tale om en direkte efterfølger til sportsvognen TT. Gernot Döllner beskriver den som en ”meget emotionel sportsvogn”, der placerer sig mellem den relativt folkelige Audi TT og supersportsvognen R8. Modellen bliver fuldt elektrisk og sættes i produktion inden for to år.
Første indtryk af den kommende, elektriske sportsvogn får vi på septembers store biludstilling i München. Her viser Audi en konceptudgave, der skal give et godt indtryk af, hvordan den endelige bil kommer til at se ud.
Audi lover næste-generation teknologi og hardware pakket ind i et friskt formsprog.
Bedste bud er, at der bliver tale om Audis udgave af Porsches længe ventede, fuldt elektriske udgave af sportsvognen Boxster. Audi og Porsche er begge en del af VW-familien og deler i forvejen teknologi i elbiler som Audi e-tron GT/Porsche Taycan og Audi Q6/Porsche Macan.
Audi er en krise-case
Interviewet med Bild er en erkendelse af, at Audi har begået fejl. Den erkendelse står Gernot Döllner ikke alene med. Tidligere i år indrømmede Audis chef for Produkt og Teknologi Kommunikation, Oscar da Silva Martins, til Motor1 Germany, at Audis engang højt besungne kvalitet har været faldende de senere år.
”Vi har afgjort tidligere været bedre på kvalitet, men vi vil blive det igen,” sagde han i interviewet.
Bild citerer også et anonymt medlem af Audis bestyrelse for at kalde Audi ”vores krise-case”, og at mærkets biler kun er ”OK – gennemsnitlige.”
Ikke længere 'vorsprung'
Dermed bekræfter Audi bare, hvad bilmedier - også Hvilkenbil – har noteret gennem efterhånden flere år: Teknisk har Audi ikke længere et ’vorsprung’ og på den oplevede kvalitet som især kabinefinish, har Audi mere eller mindre frivilligt opgivet deres position som nummer ét.
Især de lidt dyrere kinesiske elbiler fremstår i dag som det, Audi var engang, når det gælder byggekvalitet og finish.