Autobranchen: Omlæg registreringsafgift nu

Pæletesten gør ondt på Dacia Sandero, der nøjes med en høj sideairbag i stedet for rigtige gardinairbags.

AutoBranchen Danmark ønsker sig en ny registreringsafgift uden særregler og lappeløsninger, der beskatter brugen af bilen og ikke købet.

”Kom så med den afgiftsomlægning.” Noget nær så kontant er udmeldingen fra AutoBranchen Danmark. Argumentet for kravet er, at de små biler byder på ringere sikkerhed.

“Lad os få en omlægning af de danske bilafgifter så hurtigt som muligt. Den nuværende registreringsafgift har uhensigtsmæssige konsekvenser for både sikkerhed og miljø.”

Sådan lyder det fra Jens Brendstrup, der er administrerende direktør for AutoBranchen Danmark, i Jyllands-Posten.

Afskaf kludetæppet 
Han efterlyser en intelligent omlægning af afgifterne.
“Det nuværende afgiftssystem får danskerne til at købe små og billige biler, der ikke kan måle sig med selv lidt større biler, når det gælder sikkerhedsudstyr. I mange tilfælde er større biler også mere brændstoføkonomiske end de mindre biler,” siger Jens Brendstrup videre.

“Derfor skal vi væk fra det kludetæppe af en registreringsafgift, som vi har nu, og hen imod en afgift uden særregler og lappeløsninger. Det skal være langt mere gennemskueligt for alle parter og i højere grad tilgodese miljøet,” kræver direktøren.

Som et eksempel på en lappeløsning henviser han til elbilernes afgiftsfritagelse.
“Det er et eksempel på, at man fra politisk side har valgt en halv løsning i stedet for én gang for alle at få lavet en samlet afgiftsreform,” siger Jens Brendstrup.

Der betales dog pt. også moms af el-biler – ligesom på alle andre varer.

Betal efter brug
Han foreslår i stedet en løsning, der samlet set hverken medfører dyrere eller billigere biler.
“Den skal i stedet bygge på et retfærdighedsprincip om, at man beskattes af brugen i stedet for købet af en bil. Så vil man automatisk få den grønne dimension ind i afgiftssystemet,” mener Jens Brendstrup.

De økonomiske vismænd og FDM er af samme opfattelse som direktøren.

I den seneste vismandsrapport, ’Økonomi og miljø 2013’, foreslår vismændene en radikal omlægning af bilafgifterne, der blandt andet indebærer, at registreringsafgiften og ejerafgiften helt skal væk, mens brændstofafgifterne skal sættes ned til ca. 1 kr. pr. liter.
Som alternativ beskatning foreslår vismændene på kort sigt en kilometerafhængig afgift på 32 øre pr. kilometer, mens ’road pricing’ på længere sigt er løsningen.

”FDM er fuldstændig enig med vismændene i, at beskatningen af bilisme skal være på brugen og ikke på købet af bilen. Derfor ser vi positivt på en kilometerafhængig afgift,” udtalte direktør i FDM, Thomas Møller Thomsen, sidste år, da rapporten blev offentliggjort.

At AutoBranchen Danmark nu også har meldt sig i koret, der kræver radikal omlægning af afgiften, skyldes måske også, at mange bilforhandlere faktisk er hårdt presset økonomisk, fordi indtjeningen skranter trods et rekordstort bilsalg i 2013.

Danskerne flokkes nemlig om mindre, billigere biler – hele 61 procent af alle nye personbiler i 2013 var de såkaldte mikro- og minibiler – som bilforhandlerne ikke tjener ret meget på.

Læs også: Bilsalg sætter rekord – igen 

Fakta: 44.000.000.000 kr. til statskassen i 2013

Den danske stat også i 2013 har tjent tykt på bilejerne: I alt 44 milliarder kroner betalte danske bilejere sidste år i skatter og afgifter. Det viser foreløbige tal fra Skatteministeriet. Dermed tikkede der 600 millioner kroner mere ind end i 2012.

I alt fik staten 27,4 milliarder ind på registreringsafgifter, grøn ejerafgift/vægtafgift og afgift af ansvarsforsikring. Det er godt to milliarder kroner mere end i 2012.

Fakta: Svenskerne køber Volvo V70, danskerne VW Up – samme bidrag til statskassen

FDM peger på vores naboland Sverige som et eksempel på, at vi  i Danmark sagtens kan køre i mere sikre biler, uden at statsbudgettet nødvendigvis lider under det.

I Sverige, hvor der ikke betales registreringsafgift på biler men kun moms, får staten næsten det samme ind i kroner pr. bil nemlig 40.000-50.000 kroner, når man ser på de ti mest købte modeller. Det skyldes, at svenskerne er villige til at betale næsten dobbelt så meget som danskerne for en bil. For de penge kan de så også købe en stor og sikker familiebil som for eksempel Volvo V70 eller VW Passat, mens prisspringet i Danmark er så stort, at vi nøjes med en mikrobil som eksempelvis VW Up eller tilsvarende.

Kilde: FDMs forbrugerøkonom Allan Skytte Christensen på fdm.dk.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here