BILTEST: JAC’s første model i Danmark koster 280.000 kroner, men den kinesiske elbil lider under basale mangler.
Hvilken bil?
JAC e-JS4 lyder til forveksling som et password til MitID, men det er navnet på dagens testbil. En elektrisk crossover på størrelse med sydkoreanske Kia Niro og sine kinesiske landsmænd BYD Atto 3 og MG ZS.
Indtil videre har JAC kun sendt én model på det danske marked, og den findes kun i én udstyrsvariant. Ved premieren var prisen 340.000 kroner, men en hurtig prisjustering til 280.000 gjorde den mere spiselig.
Man kan dog med megen ret hævde, at 280.000 kr. stadig er for meget, da man spejder forgæves efter det mest basale aktive sikkerhedsudstyr, som er et must i nye biler. Fraværende er for eksempel adaptiv fartpilot, blindvinkeladvarsel og vognbaneassistent, store dele af plastikken i kabinen er knaldhård, og mængden af komfortudstyr begrænser sig til 1-trins klimaanlæg, der mest laver kold luft, 1-trins sædevarme, der sætter bagdelen i brand, elektrisk længde- og højdejustering af forsæderne samt glastag. Rattet kan ikke justeres i længden, og forsæderyglænene justeres i hak.
Batteriet er på knap 66 kWh og rækkevidden under optimale forhold på 433 kilometer. Lynladning er ikke muligt – 70 kWh er det maksimalt opnåelige.
Vidste du at?
JAC, der står for Anhui Jianghuai Automobile Co., blev stiftet i 1964 som producent af lastbiler. For små 20 år siden blev personbiler en del af programmet og i 2011 også elbiler.
I 2017 indgik Volkswagen en joint venture-aftale med det nu børsnoterede selskab, og i 2020 var VW’s aktieandel i Anhui Jianghuai Automobile 75 procent. Planen er, at JAC skal nyde godt af tyskernes tekniske ekspertise, og at tyskerne til gengæld skal nyde godt af det, kineserne kan byde på af adgang til nødvendige mineraler og komponenter samt billig arbejdskraft.
Bilerne produceres i Anhui-provinsen i Kina, men den første elektriske JAC i Europa, e-JS4, har ingen VW-dele i sig. Af fremtidige JAC-modeller til Danmark nævnes en 4,8 meter lang femdørs e-J7 Pro og mikro-elbilen e-JS1 på størrelse med VW Up. Den sidste lyder spændende, da vi netop mangler små, elektriske biler. Flere vil formentlig komme til, men intet er officielt meldt ud.
JAC bliver importeret af privatejede norsk-danske RSA, der ud over Norge og Danmark har agenturet for Sverige, Island og de baltiske lande. RSA forhandler også Maxus og BYD’s varevogne.
Hvordan er førerpladsen?
Jeg tog mig flere gange i løbet af testugen i at tænke “Dacia”. For ganske som i flere af de rumænske discount-Renault’er er indretningen i e-JS4 både bedaget og spartansk.
Muligheden for at indrette sig fornuftigt forhindres af rattet, der ikke kan justeres i længden, af ryglænet, der justeres i hak, og af de ret flade, lidt for korte sæder.
Mine 188 centimeter fandt sig aldrig rigtigt til rette, og med de grundlæggende mangler er e-JS4 bagud på point, allerede inden jeg har trykket på startknappen.
Dele af dørsider og instrumentpanel består af hård, musegrå plastik. Under den 10,25 tommer berøringsfølsomme skærm sidder et display til justering af blandt andet elbagrude og det 1-trins klimaanlæg. Fingertrykket skal være bestemt for at få en reaktion, og stilles klimaanlægget på “auto” og temperaturen på 22 grader, bliver man mødt af polarluft fra dyserne. Man skal op i nærheden af 27-28 grader for ikke at småfryse, så løsningen er at slå “auto” fra og justere sig frem derfra.
Den 1-trins sædevarme er der ikke en genvejsknap til – man skal ind i menuen og må så nøjes med muligheden for tændt eller slukket. Efter to-tre minutter er ens numse ved at blive brændt af.
Opladning af mobiltelefonen kræver USB-A-stik, og bilens DAB-radio lider af samme syge som oplevet i andre kinesiske biler – den valgte radiostation hopper jævnligt af, så Apple CarPlay blev straks aktiveret.
Hvordan opleves kabinen?
Pladsen på bagsædet er fin til to personer. Den tredje i midten skal ikke have for brede hofter, midterselen er fastgjort i loftet, og så savner man også på bagsædet lidt længde på siddefladen. Gulvet er fladt, og glastaget øger rumfornemmelsen.
Bagagerummet er på 520 liter, men man må leve med, at der ikke er noget gemmested til ladekablerne, hverken under bunden eller under frontklappen.
Er sikkerheden i orden?
Sikkerhedsniveauet i den første JAC i Danmark er mangelfuldt. Bilen har ganske vist seks airbags, ESC og alt det, som de fleste europæiske biler havde for årtier siden, men fraværet af aktive sikkerhedssystemer reducerer tryghedsfornemmelsen, og bilen er ikke crashtestet af Euro NCAP.
Den skal dog have den ros, at den bipper energisk, hvis en enkelt passager ikke har spændt sikkerhedsselen.
Skal man se positivt på det manglende sikkerhedsudstyr, er det i glæden over at være dejligt fri for biplyde tilknyttet aktive sikkerhedsfeatures. En bip-syge, som mange kinesiske biler lider under.
Måske har JAC fravalgt udstyret ud fra devisen “lad os ikke besvære kunderne med det, så længe det ikke virker optimalt”.
Hvordan kører den?
Styretøjet er uendeligt let, affjedringen er med to personer ombord komfortabel, men med to-tre personer på bagsædet og bagagerummet fyldt op, går fjedrene på uskøn vis i bund, når man passerer dybe kloakdæksler.
Generelt er e-JS4 meget letkørt, og de 142 kW, der svarer til 193 hestekræfter, gør den forhjulstrukne crossover kvik. Tophastigheden er begrænset til 140 km/t, men der har man heller ikke lyst at komme op, for støj fra hjul og vind presser sig rigeligt på, når man nærmer sig motorvejsfart.
Hvordan er motor og opladning?
En lynlader er e-JS4 ikke. Hvor hurtigt, den kan lade, fremgår ikke af hjemmesiden og bilens elektroniske brochure, men adspurgt oplyses en max-ladeeffekt på 70 kW.
Ved de første tre hurtigladere, jeg kørte til – OK’s 75 kW-ladere og Clevers 50 kW – lykkedes det ikke at få ordentlig gang i opladningen. Til sidst havde jeg dog held med det, men kom på en 20 grader varm sommerdag i en OK-lader ikke på noget tidspunkt over 55 kW og det kun meget kortvarigt. Det er skuffende.
Under optimale forhold ville man angiveligt kunne lade det 65,7 kWh-store batteri fra 30 til 80 procent på 40 minutter.
Såkaldt one pedal-drive har e-JS4 ikke, men den har dog en ganske kraftig regenerering af strøm, så man et langt stykke hen ad vejen kan køre bilen alene på speederen og først benytte bremsen, når man skal holde helt stille.
JAC opgiver forbruget til 14,2 kWh pr. 100 kilometer – i testen med blandet kørsel i sommertemperaturer viste bilens tripcomputer et forbrug på 15,6 kWh/100 km. Det er godkendt.
Passer prisen?
De 340.000 kr., som e-JS4 var prissat til de første måneder i Danmark, var helt klart en alt for høj pris. Den justerede pris på 280.000 kr. for en mellemstor, elektrisk crossover er umiddelbart stærk, men manglen på udstyr og konkurrenters formåen vil gøre livet for JAC’s premierebil på det danske marked mere end almindeligt vanskelig.
Er der alternativer?
Kinesiske BYD Atto 3 med stort set samme præstationer koster 50.000 kr. mere end JAC e-JS4. Men de 50.000 kr. giver en fuldtegnet Euro NCAP-bedømmelse årgang 2022 blandt andet takket være en solid mængde aktivt sikkerhedsudstyr.
Atto 3 har til forskel fra e-JS4 blandt meget andet automatisk op- og nedblænding af LED-lygterne, 2-zonet klimaanlæg, regnsensor, automatisk nedblænding af bakspejl, trådløs opladning af mobiltelefonen, elektrisk bagklap og navigationsanlæg.
MG ZS EV med tilsvarende størrelse batteri og rækkevidde kan fås for 300.000 kr., og den kan også bryste sig af fem Euro NCAP-stjerner – ganske vist fra 2019 – samt en solid mængde aktivt sikkerhedsudstyr og ditto komfortudstyr.
Sydkoreanske Kia Niro EV stikker lidt af med en pris på 345.000 kr., men udstyret er nærmest komplet, og det samme er Euro NCAP’s 2022-karakterer. Niroen vil være Hvilkenbils valg.
Konklusion:
For: Pris.
Imod: Pris, udstyr, sikkerhed.
Hvilkenbil siger:
FAKTA: JAC e-JS4
Vejl. pris, inkl. lev.: 279.900 kr.
Anslået kontantrabat: * 0 kr.
Årlig ejerafgift: 740 kr.
Garanti (bil): 5 år eller 100.000 (alt efter, hvad der kommer først)
Garanti (batteri): 8 år eller 150.000 km (alt efter, hvad der kommer først)
Sikkerhed (Euro NCAP): Ikke testet
Antal airbags: 6 airbags
Længde/bredde/højde: 441/180/166 cm
Bagagerum (min/max): 520/1.050 liter
Vægt: 1.690 kg
Anhængervægt: 0 kg
Batterikapacitet: 65,7 kWh (netto)
Rækkevidde (WLTP): 433 km
Forbrug: 14,2 kWh/100 km
Forbrug i test: 15,6 kWh/100 km
Ladeevne: Op til 70 kW DC
Opladningstid: 40 minutter (30-80 pct. ved DC-hurtiglader), cirka 8 timer (ved 11 kW
C)
Effekt: 142 kW (svarer til 193 hk)
0-100 km/t: 9,4 sek
Topfart: 140 km/t
Særligt standardudstyr:
Fartpilot, LED-forlygter, p-sensor bag, 360 graders kamera, elektrisk justerbare sidespejle m. varme og klapfunktion, 1-zonet klimaanlæg, elektrisk justerbare forsæder i længde og højde, manuel ryglænsjustering i hak, varme i forsæder, 10,25 tommer berøringsfølsom infotainmentskærm, DAB-FM, Apple CarPlay/Android Auto, 3 USB-A-stik, 18 tommer alufælge. ( * Anslået af hvilkenbil.dk)
Metallak: 6.475 kr.
De biler som du sammenligner med, har hverken bagagerum eller træk. (I hvert fald ikke noget nævneværdigt.) 520L er dog heller ikke noget at råbe hurra for. Men der må være nogle mere relevante sammenligninger, hvis man som privatperson går lidt op i, hvor meget man kan transportere, uden at det skal koste 500+ kr.?