Kina-mærke nummer 20 på vej til Danmark

Foto: Li Auto

Kinesiske Li Auto søger en dansk landechef, der skal bygge mærket op fra bunden. Dermed kan Danmark snart få sit 20. kinesiske bilmærke. 

Der var ét, der var to… og snart kan der være 20 kinesiske bilmærker på det lille, danske bilmarked.

Nyeste lykkeridder er Li Auto. Netop nu søger det unge, kinesiske mærke en dansk landechef med base i København. Opgaven er intet mindre end at bygge mærkets danske forretning op fra bunden. Fra “0 til 1”, som det hedder i jobopslaget.

Den nye chef skal oprette et dansk selskab, ansætte medarbejdere og finde forhandlere og værksteder. Uden tvivl en stor opgave. Mens enkelte Kina-mærker som Xpeng, MG og BYD har bidt sig fast, kæmper mange af de kinesiske bilmærker, der er kommet til Danmark siden 2021, med særdeles beskedne salgstal.

Hvornår de første biler kommer hertil, og hvilke modeller danskerne får tilbudt, oplyser mærket endnu ikke. Men bliver planerne ført ud i livet, kan Li Auto blive det 20. kinesiske bilmærke i Danmark. Inden da har den norske Sulland-koncern annonceret, at de vil lancere kinesiske Aion i Danmark senere i denne måned.

Salget stagnerer i Kina

Timingen er næppe tilfældig. Li Auto er endnu en kinesisk bilproducent, der ser mod Europa, fordi det er blevet sværere at vokse på det kriseramte hjemmemarked.

Efter flere år med kraftig fremgang toppede Li Auto foreløbig med godt 500.000 leverede biler i 2024. Sidste år faldt salget til cirka 406.000 biler – en tilbagegang på næsten 19 procent.

Heller ikke i 2026 er væksten for alvor vendt tilbage. Efter årets første otte måneder havde Li Auto leveret 261.619 biler. 0,6 procent færre end i samme periode sidste år. I andet kvartal faldt leveringerne 11,5 procent, og Li Auto endte med underskud.

Li Auto er langt fra alene om problemerne. Det kinesiske bilmarked er præget af voldsom priskrig og en tsunami af nye bilmodeller, som selv kineserne nu kalder "komplet vanvittig".

Lige nu har det kinesiske bilmarked flere bilmærker og bilmodeller, end der er kunder til. Derfor forsøger flere kinesiske producenter nu at finde vækst uden for Kina. Europa er et oplagt mål – også selv om EU har lagt ekstra told på elbiler fremstillet i Kina.

Li laver store biler

Li Auto blev stiftet af den kinesiske iværksætter Li Xiang i 2015 og har fremstillet biler siden 2019.

Mærket satser især på store biler af SUV- og MPV-typen. Først hybrider, men i dag fremstiller Li Auto og rene elbiler. Det er dem, som Li satser på at sælge i Danmark og resten af Europa.

Spydspidsen ser ud til at blive Li i6 (foto) - en fem meter lang MPV med skrånende tag og fem sæder i det enorme karrosseri.

Modellen får europæisk premiere på biludstillingen i Paris i oktober, hvor mærket vil fortælle mere om sin strategi for Europa.

Kina-mærker opgiver Europa

Det skal blive spændende at se, om Li kan føre planerne ud i livet - og om der er plads til endnu et ukendt kinesisk mærke i Danmark.

Andre Kina-mærker mærker trængslen i Europa og tager konsekvensen. Senest har Nio endnu en gang opgivet at lancere sit billigmærke Onvo i Europa.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here