Endnu et kinesisk bilmærke kommer til Danmark

Aion Danmark

Aion bliver det 19. nye kinesiske bilmærke i Danmark. Til september ser vi den kompakte Aion UT, der skal konkurrere med ID Polo og Renault 5.

Danske bilkøbere skal vænne sig til endnu et nyt, kinesisk bilmærke, når de kigger på ny bil.

Aion bliver det - i skrivende stund - 19. Kina-mærke på et i forvejen tæt besat dansk bilmarked. Det sker i løbet af september, hvor Aion debuterer i Danmark med modellen UT.

UT er en kompakt elbil med fem døre og forhjulstræk. Med en længde på 427 centimeter er den på størrelse med en anden kinesisk elbil som BYD Dolphin. I Danmark skal den især konkurrere med elektriske minibiler som Renault 5, Cupra Raval og VW ID Polo. Dermed lander Aion i en klasse, der forventes at drive en stor del af det danske elbilsalg nu og i de kommende år.

Ny norsk importør

Importøren bag Aion i Danmark, norske Sulland Groups importselskab Electric Way, opgiver endnu ikke specifikationer eller priser på UT. Vi ved dog, at bilen blev lanceret globalt sidste år. På eksportmarkeder, der altså snart inkluderer Danmark, tilbydes UT med to batterier på henholdsvis 50 og 60 kWh.

Aion bliver det 19. kinesiske bilmærke i Danmark. Først ser vi den kompakte UT her til september.

Elmotoren yder enten 100 kW (136 hk) eller 150 kW (204 hk) og rækkevidden forventes at blive omkring 350 og 450 kilometer.

Batterierne er af LFP-typen, der ikke tager skade af hyppige opladninger til 100 procent. Det øger den reelle rækkevidde til daglig.

Slipper for importtold

Prisen, der altså endnu er ukendt, bliver i sagens natur interessant. Konkurrencen særligt i Danmark er knivskarp og kinesiske konkurrenter som MG og Leapmotor er på vej med kompakte elbiler, der forventes at nå ned omkring startpriser på 150.000 kroner. Hertil kommer nye, europæiske konkurrenter, der ligger i prisspændet mellem 150.000 og 190.000 kroner.

Førerpladsen i Aion UT er klassisk kinesisk. Betjeningen sker fra en central skærm og der er stort set ingen knapper.

Aion slipper for EU’s importtold på op til 45 procent, fordi biler til Europa bygges hos Magna Steyr i Østrig. Det kan give Aion en markant prisfordel i Danmark.

God garanti

Selv om Aion UT allerede er lanceret globalt, lægger importøren Electric Way vægt på, at GAC (Guangzhou Automobile Group), der står bag Aion, også har investeret i et europæisk designcenter og reservedelslogistik.

Guangzhou Automobile Group er ejet af den kinesiske stat og vurderes at være den femte største bilproducent i Kina. Udover egne mærker som Trumpchi, Hycan og Hyptec, samarbejder GAC også Honda og Toyota i Kina.

Bagsædet ser ud til at have god plads. Finishen er som vi kender det fra Kina med overflader i vinyl.

GAC bakker sine biler op med en nybilsgaranti på 8 år/160.000 km 8 år/200.000 km på højvoltsbatteriet.

“Vi er meget glade for at kunne introducere GAC som den første af flere producenter, vi planlægger at bringe til det danske marked. Det giver os styrke og troværdighed fra dag ét og viser vores forhandlerpartnere, at vi mener det alvorligt med at opbygge en langsigtet forretning," siger Christian Haugaard, direktør for Electric Way Denmark. 

Efterlyser forhandlere

Electric Way har dog endnu ikke annonceret Aion-forhandlere i Danmark, men opfordrer tværtimod interesserede forhandlere til at tage kontakt.

Med omkring 20 nye, kinesiske bilmærker i Danmark, er det en kendt sag i branchen, at det efterhånden er svært at skaffe forhandlere til endnu flere Kina-mærker. Som forhandler skal du investere i salg, service, værksted og markedsføring, hvis du takker ja til at forhandle et nyt bilmærke. 

Men der er langt fra garanti for succes: Af de kinesiske mærker, der i dag sælges i Danmark, klarer omkring en tredjedel sig fornuftigt, en tredjedel har formentlig fortsat potentiale, mens den sidste tredjedel i bedste fald sælger enkelte biler om måneden.

Bundlinjen er, at det er svært og kræver store investeringer at gøre et nyt, ukendt kinesisk bilmærke til en bæredygtig forretning. Aion bliver det 19., der prøver lykken i Danmark siden 2021.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here