Det trækker ud med udskiftningen af brandfarlige batterier i flere Mercedes-elbiler. Ejerne må parkere udenfor og højst lade til 80 procent - måske helt ind i 2027.
Flere end 600 danske ejere af Mercedes-elbiler med brandfarlige batterier får tidligst skiftet batterier i slutningen af 2026. I mellemtiden skal de parkere deres biler udenfor og må højst oplade batteriet til 80 procent.
Det skriver den danske Mercedes-importør i et brev til de berørte ejere.
På verdensplan skal 34.000 Mercedes-elbiler af typen EQA og EQB produceret mellem 2021 og 2024 have udskiftet højvoltsbatteriet for at eliminere brandfare i defekte battericeller. Herhjemme drejer det sig angiveligt om flere end 600 danske Mercedes-ejere.
Kan trække ind i 2027
Mercedes har tidligere forsøgt at løse problemet med en softwareopdatering. Det mislykkedes og resulterede tværtimod i langsommere opladning og kortere rækkevidde.
I februar erkendte Mercedes, at den eneste løsning var udskiftning af hele batteriet. Men både globalt og i Danmark trækker det ud med udskiftningen.
“Mercedes-Benz vil begynde udskiftning af batterier i slutningen af året, men da over 30.000 biler er omfattet af aktionen på verdensplan, er det vores vurdering, at det er realistisk, at nogle af bilejerne må vente til 2027, før de får skiftet batteriet”, siger advokat i FDMs rådgivning Jannik Hermansen til FDM’s eget medie fdm.dk.
Mercedes vil præcisere “udenfor”
Udover de gener den lange ventetid medfører, efterlyser FDM også mere klarhed over, hvad det konkret betyder, når Mercedes skriver “parker dit køretøj udenfor” i brevet til kunderne.
“Gælder det kun, når bilerne oplader eller i det hele taget? Det er uklart. Under alle omstændigheder kan det nemt blive et problem for de mange, som bor på en måde, hvor eneste parkeringsmulighed er i et parkeringshus eller -kælder. Og hvad hvis man skal med færgen,” siger Jannik Hermansen til fdm.dk.
Hvilkenbil har spurgt den danske Mercedes-importør, om de kan præcisere, hvad “udenfor” betyder i denne sammenhæng. Gælder det kun under opladning? Er en åben carport “udenfor” og vil det være i orden at rejse med færger?
Ifølge FDM arbejder Mercedes fortsat på at præcisere, hvad “udenfor” betyder. Hvilkenbil opdaterer artiklen, når der foreligger svar fra den danske importør.
Nulstiller garanti
Sagen om de brandfarlige batterier i Mercedes EQA og EQB er mange måneder gammel og har været forsøgt løst med flere tilbagekaldelser.
Først i februar besluttede Mercedes at løse problemet én gang for alle med udskiftning af de berørte batterier.
Udskiftningen vil også gælde biler, der er importeret brugt til Danmark. Mercedes vil også nulstille den otte-årige batterigaranti, så der atter er fulde otte års garanti på batterierne, når de er udskiftet.
Mercedes lover, at de nye batterier vil leve op til de oprindelige specifikationer for både lynladetid og rækkevidde.
Det anslås, at udskiftningen af op mod 34.000 batterier vil koste Mercedes omkring 2,5 milliarder kroner.






