C4 er en lidt ufransk og overset Citroën, men med en vellykket hjertetransplantation stryger den direkte ind på listen over redaktør Jens Vellings mest positive overraskelser i 2014.
Hvis Citroën C4 også er kørt under din ellers kyndige bil-radar, forstår jeg det godt. Undfanget i 2010, da Citroën stadig havde en tvivlsom plan om at være en slags tysk folkevogn med en smule – men kun en smule! – fransk flair, har den altid været en af Golf-klubbens mere anonyme medlemmer.
At kalde den diskret designet sammenlignet med nye Citroën modeller som C4 Picasso, Cactus og de nyeste kreationer fra DS-serien, er en underdrivelse af diplomatiske dimensioner. Dieselmotorerne er fine, bevares, men benzinudgaverne – især den 120 hestes 1,6 liters udviklet sammen med BMW – har altid sat en tyk streg under C4s blodfattige, ja nærmest selvudslettende karakter. C4 har mindet lidt for meget om de sjælløse koreanerbaljer fra 90erne, der tydeligvis var tiltænkt et publikum, der bare skulle fra A til B, men i øvrigt var fløjtende ligeglade med, om det foregik i en BMW eller en bybus.
Indtil nu.
Fire år inde i C4s livscyklus har franskmændene givet C4 en hjertetransplantation, der forandrer alt. I stedet for den sædvanlige kosmetiske ansigtsløftning med nye lygter og lidt flere kromlister, er Citroëns ingeniører gået til sagens kerne og udviklet en ny, trecylindret 1,1 liters turbobenzinmotor, så de kunne pensionere den trætte 1,6er.
Plagiat, tænker du måske: VW opfandt jo downsizing for mange år siden og de sidste tre år har Ford nærmest haft patent på perfektioneringen af trecylindrede turbomotorer med lille slagvolume, men masser af kræfter og beskeden tørst.
Enig, jeg troede heller ikke, at det kunne blive bedre – men det kan det: Den franske fortolkning af tidens varmeste motorteknik er så vellykket, at den med ét slag gør C4 til en bil, du absolut bør prøve, hvis du overvejer at melde dig ind i bilernes Golf-klub. De 130 spillevende, kultiverede og bomstærke heste under hjelmen forvandler simpelthen Citroën C4 fra bænkevarmer til bedst i klassen – i hvert fald i disciplinen downsizing.
Det er godt gået af en lidt overset, fire år gammel model – og vi kvitterer ved at sende Citroën C4 ind på hvilkenbils liste over de mest positive overraskelser i bilåret 2014. Stay tuned, som de siger på tv – vi får se om C4 er med til nytår, når vi kårer årets bedste biler.
Læs også testen: Mesterlig motor løfter Citroën C4
Ja – det er en god bil til bare kr. 200.000,-