Citroën bekræfter: Elektrisk 2CV på vej

Screendump fra Citroëns YouTube-kanal

Citroën genopliver et ikon med en lille, billig og elektrisk udgave af den legendariske 2CV. Den franske folkevogn skal være klar i 2028.

Rygterne har svirret længe og nu bekræfter Citroën, at noget stort er på vej: 2CV, en af bilverdenens mest ikoniske biler, genfødes som elbil.

Citroën lancerede nyheden på Stellantis-koncernens investordag i amerikanske Detroit. Her viste Citroëns øverste chef Xavier Chardon, det første glimt af bilen, der - lidt spøjst - af alle steder ikke kommer til at køre i USA. Tro mod forbilledet bliver 2CV en kompakt, simpel og billig bil, der tilmed genfødes som elbil. Altså det stik modsatte af det, som den amerikanske præsident Donald Trump har bedt USA’s bilindustri om at bygge.

Billig bil til Europa

2CV sigter naturligvis mod et europæisk publikum. Her skal den tilbyde de mange europæere, der ikke har råd til en stor, elektrisk SUV et billigt alternativ. Citroën har ikke oplyst specifikationer på den elektriske 2CV, men der bliver tale om en simpel konstruktion, der skal holde prisen under 15.000 euro - altså cirka 112.000 danske kroner.

Dermed kan den nye 2CV blive Danmarks billigste bil - og et elektrisk alternativ til de små mikrobiler, der engang var så populære i Danmark. Den kommende 2CV bliver også billigere end Renaults nye, elektriske Twingo, der på samme måde dyrker en relativt simpel retro-stil.

Hjælp fra Kina

For at holde prisen nede skal 2CV udvikles med hjælp fra kinesiske Leapmotor, som Stellantis-koncernen ejer en mindre del af, og som man løbende øger samarbejdet med. Leapmotor har på kort tid etableret sig som et af de kinesiske bilmærker, der især er gode til at udvikle biler hurtigt og billigt.

Den kommende 2CV falder også ind under EU’s mere lempelige regler for en ny klasse af kompakte biler, der får en række fordele, når de bygges hjemme i Europa. Det vil også holde prisen nede.

2CV skal dog bygges i Italien, hvor Stellantis-koncernen også barsler med en ny Fiat Panda. Altså ikke den Grande Panda, der blev lanceret sidste år, men en mindre udgave, der præcis som 2CV viderefører originalens fokus på enkle og billige løsninger.

Teknisk forventes de to biler at blive mere eller mindre ens med små batterier og elmotorer med beskeden ydelse - dog mere end de blot 29 hk, som den oprindelige 2CV på et tidspunkt nøjedes med. Rækkevidden bliver også til at overskue - formentlig et sted mellem 220 og 250 km.

For mange europæere vil det være tilstrækkeligt. Særligt i Sydeuropa, hvor små elbiler slipper for kolde vintre, og hvor det er en fordel med en lille bil, der kan snige sig gennem de smalle gader i gamle middelalderbyer.

Tro mod originalen

Prisen bliver helt afgørende. I store dele af Europa har bilkøberne sjældent mere end 100.000-150.000 kroner på bilbudgettet, og her vil en elektrisk 2CV falde på et tørt sted.

På den måde lever den lille Citroën også op til sin oprindelige idé om at kunne transportere fire landmænd og kurv med æg ad små og ofte dårlige veje ude på landet.  

Citroën har tidligere afvist, at man ville gå retro-vejen og lægge sig tæt op ad det originale design. På det første, delvist mørkelagte billede, genkender man dog tydeligt ikoniske stiltræk fra den oprindelige 2CV som de udvendige hjulkasser og et højt, buet tag. Det sidste er med til at skabe god plads i en bil, der næppe bliver mere end fire meter lang.

Klar i 2028

”At genopfinde morgendagens 2CV er både en stor udfordring og et stort ansvar. Den originale 2CV blev aldrig skabt for at blive et ikon. Den blev et ikon, fordi den gav mennesker frihed. Den nye 2CV skal videreføre den samme ånd – ikke gennem nostalgi, men ved at gentænke enkelhed og brugervenlig mobilitet til nutidens verden. Ligesom den originale 2CV gjorde mobilitet tilgængelig for mange mennesker, skal den nye 2CV gøre elektrisk mobilitet attraktiv for en ny generation,” siger Xavier Chardon.

Citroën vil præsentere flere detaljer om den kommende 2CV på Paris Motor Show i oktober 2026. Vi skal dog ind i 2028, før bilen er klar til produktion.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here