Cupra Born får mere power

Varmblodede Cupra føjer en ekstra sporty Born til modelrækken med 326 hk og 0-100 km/t-acceleration på 5,7 sekunder.

De to magiske bogstaver VZ – “veloz” (hurtig) – klistrer spanske Cupra nu på bagsmækken af den veldrejede og velkørende Born.

Med VZ følger flere hestekræfter, mere moment, højere tophastighed, mere sporty udstyr og et par ganske særlige lakeringer.

Cupra Born VZ fås i to speciallakeringer – Dark Forest som på billedet her og Midnight Black.

Born, der i forvejen er en køreglad og samtidig praktisk morskabsmaskine, er for nylig sat betragteligt ned – den nuværende topmodel Pasión er blevet 40.000 kroner billigere og koster nu 310.000 kr.

Mere moment

Born Pasión yder 231 hestekræfter, men i VZ skruer man elmotoren op til 326 hk, momentet øges med 75 procent til 545 Newtonmeter, og tophastigheden er 200 km/t mod 160 km/t i de mere civile udgaver.

20 tommer fælge er en del af den visuelle VZ-pakke ligesom to særlige lakeringer, Dark Forest (bilen på billederne) og Midnight Black. Indvendigt har Born VZ særlige “bucket-sæder”, en lidt større, forbedret infotainmentskærm og Sennheiser-lydsystem med 10 højttalere, og til at håndtere de mange kræfter har Cupra strammet undervogn og fjedre op samt forbedret bremser og styretøj.

Skærmen vokser fra 12 til 12,9 tommer.
Længere rækkevidde

Med til VZ-pakken hører et 2 kWh-større og mere effektivt batteri, så det nu er på 79 kWh, og VZ’erens rækkevidde er 570 kilometer mod Pasións 548 km. Lynladehastigheden er den samme, altså 170 kW.

Cupra Born VZ ventes til Danmark i tredje kvartal. Prisen kendes endnu ikke.

Læs Hvilkenbils test af Cupra Born her og af søsterbilen VW ID.3 her.

Såkaldte bucket-sæder er en del af VZ-pakken.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here