Danske biler er de næst tungeste i Europa

biltest volvo ex90

Elbilernes fremmarch gør nye biler langt tungere og kraftigere. Omvendt falder både CO₂-udledning og den lokale luftforurening.

Omstillingen til elbiler har bogstaveligt talt sat sit tunge præg på de biler, der ruller ud på de europæiske veje. Nye biler er blevet markant tungere og har væsentligt flere hestekræfter end for bare få år siden – og Danmark ligger helt i top.

Ifølge den nyeste udgave af European Vehicle Market Statistics fra ICCT (International Council on Clean Transportation) er gennemsnitsvægten for nye personbiler i Europa steget til 1.554 kilo. Det er 22 procent mere end i 2001. Samtidig er den gennemsnitlige motorydelse vokset til 115 kW (156 hk) – en stigning på 56 procent siden 2001.

Tunge elbiler

Når nye biler tager kraftigt på i vægt, skyldes det de tunge batterier i moderne elbiler. Batterierne vejer flere hundrede kilo, og samtidig har mange producenter lanceret elbiler som større og mere veludstyrede modeller end de benzin- og dieselbiler, de afløser.

Danmark skiller sig særligt ud. Den meget høje andel af elbiler betyder, at de nyregistrerede biler herhjemme nu er de næst tungeste i Europa – kun overgået af Norge. 

Flere kilo – mindre CO₂

Den højere vægt har dog en klar bagside. Tungere biler slider mere på vejene og dæk, og de kan udlede flere partikler fra dæk- og vejslid end lettere biler.

Til gengæld er gevinsten på klimaområdet betydelig.

Ifølge Det Europæiske Miljøagentur (EEA) faldt den gennemsnitlige CO₂-udledning fra nye personbiler i EU samt Norge og Island fra 106,7 til 96,7 gram pr. kilometer i 2025. Den vigtigste forklaring er, at andelen af rene elbiler steg til 18,9 procent af alle nyregistreringer. 

I Danmark er udviklingen endnu tydeligere. Landet er blandt de europæiske lande med den højeste andel af elbiler i nybilsalget, hvilket trækker den gennemsnitlige CO₂-udledning markant ned. 

Bedre luftkvalitet

Selv om tunge elbiler kan skabe flere partikler fra dæk og asfalt, udleder de ingen udstødningsgasser under kørsel.

Dermed forsvinder lokale emissioner af blandt andet kvælstofoxider (NOx) og sodpartikler, som især dieselbiler tidligere har bidraget med i byerne. Det er en væsentlig årsag til, at elbiler generelt forbedrer luftkvaliteten, selv om de ofte vejer mere end tilsvarende fossilbiler. Samtidig falder klimabelastningen i takt med, at Europas elproduktion bliver grønnere. 

Mere motorkraft

Den stigende vægt er heller ikke den eneste forandring.

ICCT peger på, at nye biler i Europa i gennemsnit har fået over 50 procent mere motorkraft over de seneste 20 år. Elmotorer leverer højt drejningsmoment fra stilstand, og mange elbiler accelererer derfor langt hurtigere end fossilbiler. Samtidig vælger bilkøberne i stigende grad større SUV-modeller, hvilket også øger bilernes gennemsnitsvægt. 

Den elektriske omstilling har altså gjort Europas biler både tungere og stærkere. Til gengæld er udledningen af CO₂ og skadelige udstødningspartikler faldet markant.


[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here