Det globale salg af elbiler boomer

Elbiler hitter i Europa, og i Kina står elbiler for tredje måned i træk for mere end halvdelen af bilsalget. Men USA tøver efter Trumps ’krig mod elbiler’.

Ikke bare i Danmark men i store dele af verden, er der fuld fart på salget af elbiler. Ifølge analysefirmaet Rho Motion, blev der solgt 1,6 millioner elbiler på verdensplan i juli. Det er en stigning på 21 pct. sammenlignet med samme måned sidste år – også selv om det er ni pct. under salget i juni. Juli er feriemåned og det dæmper traditionelt salget – samme fænomen kendes også i Danmark.

Siden årsskiftet er der solgt 10,7 millioner elbiler – hele 27 pct. flere end i samme periode sidste år.

Europa fører an

I Europa har bilkøberne for alvor fundet – eller måske snarere genfundet – gnisten. Siden nytår er salget af elbiler steget med 30 pct., hvilket bringer det totale salg op på 2,3 millioner elbiler. De tidligere så fodslæbende tyskere fører an med en stigning på 43 pct. Også englænderne køber flere elbiler – her er stigningen på 32 pct.

Mere overraskende er udviklingen i Italien. Støvlelandet har længe tøvet med elbiler, men en støttepulje på over fire milliarder kroner har øget salget af elbiler i Italien med 40 pct.

Faktisk haler Italien hurtigt ind på sine nabolande, når det gælder udbredelse af elbiler. Markedsandelen er allerede oppe på 11 pct. Det er langt fra Danmark, hvor to ud af tre nye biler er elektriske, men Italien nærmer sig lande som Tyskland og England. Her sidder elbiler på henholdsvis 27 og 30 pct. af det samlede bilsalg.

Kina dominerer

Kina dominerer fortsat det globale bilsalg. Siden nytår er der solgt 6,5 millioner elbiler i Riget i Midten – mere end halvdelen af det samlede, globale salg af elbiler.

Siden årsskiftet er elbil-salget steget 40 pct. og juli var den tredje måned i træk, hvor elbiler udgjorde mere end 50 pct. af det totale, kinesiske bilsalg.

Usikkerhed i USA

Undtagelsen er USA. Her fortsætter præsident Trump sin krig mod elbiler ved at fjerne støtte til ladeinfrastruktur og skattefordele for køb af bestemte elbiler. Importtold på biler lægger også en dæmper på amerikanernes appetit på nye elbiler.

Ikke desto mindre steg salget af elbiler i USA med to pct. i juli. I tredje kvartal ventes salget af elbiler at toppe, inden Trumps nye lovgivning for alvor slår igennem og gør elbiler dyrere.

Globalt har elbiler dog medvind:

”På trods af regionale variationer, fortsætter den globale udvikling for elbiler med at pege markant opad,” konkluderer Rho Motions datachef Charles Lester.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here