Elbil: MG4 City kommer til Danmark senere i år

En ny elbil fra kinesiske MG er på vej. MG4 City er lidt større end MG4 og introduceres i Danmark til efteråret.

Den statsejede kinesiske bilproducent MG udvider programmet med endnu en elbil. MG4 City, som den indtil videre hedder, er lidt blødere og mindre sporty i designet end MG4 Electric. Den er også en smule større, men til gengæld lettere. Bilen er planlagt til introduktion i Danmark til efteråret, oplyser den danske MG-importør.

MG4 City er 440 centimeter lang og dermed 11 cm længere end MG4 Electric, og mellem akslerne er der 4,5 ekstra centimeter, i alt 275 cm. MG4 City er også 3,5 cm højere end MG4 Electric.

Næste generation af MG4 bliver større, men lettere end den nuværende udgave.

De foreløbige tekniske detaljer baserer sig på oplysninger fra MG’s kinesiske hjemmeside og fra flere internationale medier, bl.a. britiske Autocar, der indtil videre omtaler den som en afløser for MG4 Electric. Ifølge de kinesiske oplysninger og informationerne i bl.a. Autocar vejer MG4 City omkring 150 kilo mindre end MG4 Electric, og da den fysisk er større, må det umiddelbart betyde, at City-batteriet er mindre.

MG4 Electric fås i Danmark med to batteri-størrelser. Henholdsvis 51 og 64 KWh, der giver en rækkevidde på 350 og 450 kilometer.

Kæmper i Danmark

MG Motors er en del af statsejede Shanghai Automotive Industry Corporation (SAIC). I 2024 solgte MG på verdensplan lidt over 700.000 biler, heraf 240.000 i Europa, som MG ser som et marked, man vil satse på. 

Fra 2023 til 2024 steg salget i Europa med fem procent. I 2024 solgte MG dog færre biler i Danmark end året før – 1.140 biler, heraf 584 MG4 Electric. I 2023 købte 1.438 danskere en MG, heraf 742 MG4 Electric.

Af redaktionen

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here