Her er prisen på vild elbil fra Mercedes AMG

AMG-udgaven af Mercedes CLA får tre elmotorer med tilsammen 680 hk, firehjulstræk og ‘ægte’ motorlyd. Og ja, den fås som stationcar.

Elbiler er kedelige, lyder en kendt kritik af emissionsfrie biler. De er nemlig også fri for lyd, lugt og den ‘nerve’, der gør det sjovt at køre bil, mener skeptikerne.

Hos AMG - Mercedes’ afdeling for sportslige og ofte direkte voldsomme biler - ser de anderledes på det. Tværtimod giver omstilling til el nye muligheder. Et oplagt eksempel er Mercedes‑AMG GT 4‑door Coupé, der med fire såkaldte axial flux-motorer yder hele 860 kW (1.169 hk) og er stand til at køre 300 km/t.

Lastbil-muskler

AMG-teknologien fra den elektriske superbil siver nu ned i Mercedes’ foreløbig mindste og billigste elbil, CLA EQ. Dermed bliver teknologien tilgængelig for langt flere. Ikke mindst i Danmark, hvor de nuværende afgifter aldrig har gjort det billigere at få adgang til endog rigtigt mange, elektriske hestekræfter.

Se bare de vilde specs for Mercedes CLA 45 4Matic+: 500 kW (680 hk) fordelt på firehjulstræk, et lastbil-lignende moment på nærmest vanvittige 1.759 Nm, der gør det muligt at sprinte fra 0-100 km/t på 2,7 sekunder og en topfart på 270 km/t.

Og det er ikke bare vilde tal på et stykke papir: Den hidsige elektriske AMG her netop sat ny rekord for sin klasse på den legendariske Nürburgring Nordschleife med en tid på 7:32,070 minutter.

Trods monsterkræfterne fejler rækkevidden ikke noget. Batteriet på 94 kWh giver omkring 670 kilometer på en fuld opladning, mens 800 volt-teknologi gør det muligt at lade med op til 330 kW.

Vibrerende forsæder

Hemmeligheden bag de vilde fartressourcer er, at AMG-udgaven af CLA har samme avancerede axial flux elmotorer som den store AMG GT. De er små, men voldsomt effektive.

Den elektriske AMG CLA kommer også som praktisk Shooting Brake - det giver den særlig niche blandt de elektriske muskelbiler.

Men en ting er tør teknologi med saftige specs. For AMG er det afgørende at tilbyde kunderne en helt særlig oplevelse. Derfor har CLA AMG avancerede hjulophæng med aktiv dæmpning, et direkte styretøj, enorme spoilere og en kabine, der oser af sport med særlig instrumentering og bucket-sæder. Sæderne har tilmed indbyggede vibratorer, der skal forstørre oplevelsen af at køre i en særligt potent bil.

CLA fås også med en særlig Dynamic Plus-pakke, der gør den særligt velegnet til banekørsel.

Lyd fra potent benzinmotor

Rosinen i den bayerske pølseende er et særligt soundtrack, der skal give den kendte AMG-motorlyd, som elbil-skeptikerne så nødig vil undvære. Sådan helt bogstaveligt: AMG har taget lyden fra deres mest hårdtpumpende, firecylindrede turbobenzinmotor og delt den op i 1.600 lydfiler. Sammen med indbyggede mikrofoner i bilen kan CLA AMG derfor reproducere motorlyden på realistisk vis i alle mulige kørselssituationer.

AMG har gjort den højspændte CLA mere sportslig med anderledes instrumentering og sportssæder med indbyggede vibrationer.

Det eneste, der mangler, er faktisk duften. Men mon ikke, man bliver lidt svedig, når man rigtigt lukker op for strømmen i den elektriske AMG…

Også som Shooting Brake

Jo jo, men kommer den som stationcar, kan man høre de mest snusfornuftige liebhavere spørge.

Svaret er ja: I hvert fald som Shooting Brake, som Mercedes kalder den mere praktiske udgave af CLA med stor bagklap. 

Den danske Mercedes-importør har netop åbnet for bestillinger af begge udgaver. Sedan-udgaven af CLA 45 4Matic+ koster fra 623.000 kroner, og det koster kun 14.400 kroner mere - 637.400 kroner - i alt - op vælge den mere praktiske Shooting Brake.

Over 600.000 kroner er også en slags penge, men i betragtning af den elektriske AMG-udgave af Mercedes CLA's enorme fartressourcer, er det samtidig uhørt billigt for en bil med næsten 700 hestekræfter.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here