Elbilen Renault 5 Turbo 3E har intet med turbo at gøre, men vild og retro – dét er den. Og sjælden. Bilen bliver bygget i 1.980 eksemplarer.
Porsche gør det. Klistrer skiltet “Turbo” på deres elbiler Taycan og Macan, selvom de i sagens natur intet har med turbo at gøre. Men skiltet signalerer store overarme, og det er netop meningen. Præcis det samme gør Renault med muskeludgaven af deres nye 5’er.
Så velkommen til elbilen Renault 5 Turbo 3E, der er den vilde retro-udgave af den nærmest mytiske Renault 5 Turbo og Turbo 2 fra 1980’ernes rallybaner.
Renault åbner for bestillingerne af den hårdtpumpede elbil om kort tid, men vil man have den, er det med at være hurtig ved havelågen. Den bliver nemlig kun fremstillet i 1.980 nummererede eksemplarer. 1.980 med reference til det år, den første Renault 5 Turbo så dagens lys.

Hvad den koster, ved vi endnu ikke, men som Renault-importøren med en smule jysk underdrivelse skriver i en pressemeddelelse: “Prisen … den taler vi ikke om, men helt billig bliver den nok ikke”.
540 hk på baghjulene
Den muskelsvulmende Renault 5 Turbo 3E har som sine ikoniske forbilleder baghjulstræk. De to elmotorer yder tilsammen 540 hestekræfter, og dermed rykker den fra 0 til 100 km/t på 3,5 sekunder. Tophastigheden er 270 km/t, og til at fodre det hele ligger et 70 kWh-batteri i bugen baseret på en særlig og topmoderne platform med 800 volts-teknologi.
Ladeeffekten er dermed op til 350 kW, og bilen kan suge fra 10 til 80 procent af batteriets kapacitet på 15 minutter. Hvilket kan blive nødvendigt ganske ofte, hvis man gør, som den indbyder til, og hygger sig med de 540 hk.

800 volts-teknologiens platform gør også, at Turbo 3E adskiller sig fra den ‘civile’ Renault 5 E-Tech ved at have syv centimeter længere akselafstand. Den er med sin 408 cm i længden også 16 cm længere. Forruden er rykket tilbage, og de svulmende og meget retro-agtige skærme øger bredden til 203 cm, så den er 26 cm bredere end civil-5’eren.
Som i 1980’erne har man taget letvægtsmaterialer i anvendelse. Dengang var der tale om aluminium, magnesium og glasfiber. I dag er det mest brugte letvægtsmateriale kulfiber, så trods batteriet vejer Turbo 3E relativt beskedne 1.450 kilo.
En million kroner for en brugt

Den første Renault 5 Turbo er fra 1980 og udsprang af et ønske om at kunne udfordre Lancia Stratos og Ford Escort på rallybanerne. Det lykkedes allerede året efter, da bilen med sin 1,4 liters centerplacerede turbomotor vandt Rally Monte Carlo. Med – naturellement – en franskmand, Jean Ragnotti, bag rattet. Renault 5 Turbo til gadebrug ydede 160 hk.
Senere kom Turbo 2, der i rallyudgaven var en helt vanvittig bil. Hårdt pumpet og bredbaget som intet, man tidligere havde set. Ydelsen var – til rallybrug – helt oppe på 350 hk.
I alt blev der fremstillet knap 1.820 styk Turbo og 3.167 styk Turbo 2. Kan man opdrive en til salg i dag, er prisen cirka en million kroner.
De 1.980 styk elektriske Renault 5 Turbo 3E kommer til salg i 2027. Læs mere om den ved at klikke på linket her.
Af redaktionen