Elbiler: Over 400.000 danskere har nu egen ladeboks

Foto: Rune Slettemeås

Stadig flere oplader elbilen hjemme. Krig i Iran og stigende brændstofpriser har skubbet yderligere på interessen for billig hjemmeladning.

Elbilerne strømmer ud på de danske veje i rekordtempo. Mere end hver femte privatbil – over 620.000 i alt – er i dag elektrisk og forventningen er, at Danmark når én million elbiler allerede næste år.

Det massive skifte til elbiler skyldes ikke bare lave afgifter på elbiler. Det er også billigt at køre elbil, fordi strøm er mange gange billigere end brændstof. Særligt, hvis man har mulighed for at oplade bilen hjemme.

400.000 danskere har ladeboks

Og det har stadig flere danskere. Over 400.000 danske elbilister har fået installeret en ladeboks hjemme i indkørslen. Dermed kan de lade elbilen til meget billige penge.

“Den helt store privatøkonomiske fordel ved at skifte til elbil er, at de månedlige omkostninger falder betragteligt i forhold til en benzin- eller dieselbil. Med en ladeboks derhjemme er det muligt at holde udgifterne til opladning på få hundrede kroner om måneden, hvis man udnytter strømmen, når den er billigst,” siger Kenneth Korsgaard, direktør for Mobilitet i energiselskabet OK.

Kostbart brændstof øger interessen

De seneste år er interessen for opladning hjemme steget i takt med omstillingen af bilparken.

Men urolighederne i Mellemøsten, der har drevet olieprisen og dermed prisen på benzin og diesel op, har skubbet yderligere til danskernes interesse for hjemmeopladning af elbilen.

Siden krigen i Iran brød ud i februar, er salget af ladebokse steget markant. Den udvikling genkender man hos OK, der har solgt betydeligt flere ladebokse i marts, april og maj.

“En ladeboks derhjemme er genvejen til meget lave månedlige biludgifter. Derfor er det naturligt, at interessen vokser, når brændstofpriserne stiger. Ved at skifte til elbil går mange fra at bruge et par tusinde kr. på brændstof til et par hundrede kr. på strøm,” forklarer Kenneth Korsgaard.

Salg er steget 60 procent

Antallet af solgte ladebokse er over 60 procent højere i første kvartal 2026 sammenlignet med samme periode sidste år. Derudover er salget steget over 15 procent yderligere fra februar til april, drevet af høje brændstofpriser.

Elbilister kan oplade bilen på to måder - hjemme eller på farten. Ved offentlige ladestandere koster det typisk mellem tre og fem kroner pr. kWh.

Tre gange billigere

Gennemsnitsprisen på hjemmeopladning har i årets første måneder været 1,19 kr. pr. kWh. Dermed har det i snit været mere end tre gange billigere at oplade bilen hjemme frem for på farten.

Samtidig dækker tallene over nogle af årets absolut dyreste måneder. I sommerhalvåret vil prisen for hjemmeopladning være meget lavere.

Perioder med gratis strøm

I årets første kvartal vil mange elbilister have oplevet opladningspriser, der er lavere end gennemsnittet. I hvert fald hvis de har været gode til at udnytte de svingende strømpriser - blandt andet i de perioder, hvor strømmen er gratis.

“Vi ser mange kunder, der er virkelig gode til at oplade bilen klogt og holder sig et godt stykke under én krone pr. kWh. Og det er altså penge lige ned i lommen uden den store indsats. Der er stor forskel på, om man oplader bilen i det prisleje - eller om man lader til to, tre eller fire kroner pr. kWh, siger Kenneth Korsgaard.

[email protected]

1 COMMENT

  1. Her kan man da virkelig tale om en social skævhed, hvor folk med lejebolig ikke får glæde af den økonomiske besparelse ved en elbil.
    Udover økonomien skal en lejer samtidig døje med at finde en ledig ladestander og huske at flytte sin bil igen.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here