Skiftet til elbiler virker. Beregninger viser, at CO2-udledningen fra bilerne på Europas veje i år vil være 20 mio. ton lavere end i 2019.
På fem år kan den betydelige vækst i antallet af elbiler på vejene i Europa aflæses på miljøregnskabet. Udledningen af kuldioxid – CO2 – faldt nemlig med fem procent fra 2019 til 2024. Det viser nye beregninger fra den europæiske organisation T&E (Transport & Environment).
I 2019 udledte bilerne 1,1 milliarder ton CO2. I 2024 var tallet 1,05 mia. ton.
Elbilernes andel af det totale antal biler vokser i disse år voldsomt, og inden udgangen af i år anslår T&E, at der vil være flere end ni millioner elbiler på vejene i Europa. Hvis de ni millioner elbiler var fossildrevne biler, ville de udlede CO2, der svarer til udledningen fra syv kulkraftværker.
CO2-udledningen fra biler vil ved kommende årsskifte være 20 mio. ton lavere end i 2019.
Stadig stor afhængighed af olie
T&E, der i mere end 30 år har arbejdet for at fremme grøn transport og blandt andet frem mod 2022 spillede en central rolle i at overbevise EU’s politikere om forbuddet mod salg af fossildrevne biler fra 2035, glæder sig over udviklingen.
“Resultaterne af EU’s grønne politik begynder at vise sig. Europa frigør sig langsomt fra sin afhængighed af olie, men vi bruger stadig hundreder af millioner på at importere olie fra lande uden for Europa,” siger T&E-direktør William Todts i forbindelse med T&E’s offentliggørelsen af rapporten.
De europæiske lande er stadig stærkt afhængige af råolie-import. 96 procent af den råolie og 90 pct. af den naturgas, som europæerne bruger, er importeret fra lande uden for Europa. Alene i 2024 kostede importen af råolie til Europa 250 milliarder euro (knap 1.900 mia. kroner), anslår T&E.
Op i luften
Transport & Environment påpeger dog i sin rapport, at miljø-håbet ikke udelukkende er lysegrønt. Hvad angår bilerne er udviklingen klart positiv, men CO2-udledningen fra flytransporten går den forkerte vej, og fra skibstrafikken er CO2-udledningen stagneret.
De europæiske luftfartsselskaber udledte i 2024 cirka 10 pct. mere CO2 end året før. Skibsfarten udledte lige så meget CO2 i 2024 som i 2023.
T&E ser dog positive takter, da både luft- og skibsfarten er en del af EU’s såkaldte Emissionshandelssystem (ETS), der skal skabe et økonomisk incitament til at fjerne sig fra fossile brændsler. Ved at være med i den ordning afsætter luftfartsselskaber og rederier hvert år et vist beløb til udvikling af e-brændstoffer, og T&E vurderer, at der i 2030 vil kunne investeres over 30 mia. euro (224 mia. kr.) om året til fremme af grønnere drivmidler.
Af redaktionen
Der var ingen på redaktionen, der syntes at 20 tons lød som meget lidt? Altså. 20 tons. I hele EU? Alle tal i jeres kilde er opgivet som MtCo2. Millioner tons.
Hej Flemming. Vi lægger os fladt ned – vi mangler et ‘mio.’ flere steder i artiklen. Tak for rettelsen! Med venlig hilsen, Jens Velling, redaktør.