Energinet vil prioritere strøm til elbiler

Foto: Tesla Inc.

Det danske elnet er hårdt presset - men det kommer ikke til at ramme elbilister. Energinet vil prioritere strøm til danskernes ladebokse.

Det danske elnet har svært ved at følge med omstillingen til mere grøn og elektrisk energi. Ifølge Energinet, der er ansvarlig for det danske elnet, kommer det til at tage op til 10 år for store virksomheder at blive koblet på det danske elnet.

Energinet er kommet frem til den nedslående konklusion efter et månedlangt servicetjek af det danske elnet. Analysen lyder, at udviklingen groft sagt har overhalet kapaciteten. Alene tilslutningen af strømslugende datacentre tvinger det danske elnet i knæ - og Energinet er bagud med udbygningen af elnettet.

Datacentre bagerst i køen

Men danske bilejere skal dog ikke frygte at løbe tør for strøm til deres private ladebokse til elbiler. Tværtimod lover Energinet at sørge for strøm nok til at følge med det boomende salg af elbiler i Danmark. Det fastslår Energinets direktør Kim Willerslev Jakobsen i et interview med Finans.

Energinet har for nylig kortlagt, hvor meget uudnyttet kapacitet, der er til rådighed i elnettet. Det er ikke meget, men Energinet har reserveret plads til almindelige husstande og mindre virksomheder, der løbende øger strømforbruget i disse år. Det er det, som Energinet kalder organisk vækst og som ikke mindst handler om stadig flere eldrevne varmepumper og elbiler i de danske husstande.

Til gengæld ryger store virksomheder og nye datacentre bagerst i køen.

Reserveret til elbiler

“Der er kapacitet i elnettet til den løbende vækst. Til den lille nye virksomhed, til det nye hus på vejen og til ladestanderen i carporten,” siger Kim Willerslev Jakobsen til Finans.

Dermed imødekommer Energinet en del af den nye regerings ønske om øget elektrificering af hele samfundet. Omstillingen skal både gøre Danmark grønnere og reducere afhængigheden af kostbar og - viser krigen i Iran - sårbar olie og gas fra Mellemøsten.

“Ikke meget tilbage på hylderne”

For de større virksomheder ser det mindre opløftende ud.

“Efter vi har reserveret kapacitet til den løbende vækst, er der ikke så meget tilbage på hylderne,” erkender Kim Willerslev Jakobsen.

Det er særligt større virksomheder, der søger om en kapacitet på 1.000 MW eller mere, der kommer til at vente mange år på at blive tilsluttet elnettet. Men omstillingen til elbiler kan altså fortsætte ufortrødent.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here