Salget af elbiler stagnerer i USA og Sydeuropa. Fem specifikke forbedringer kan fem-doble salget, viser ny amerikansk undersøgelse.
Mens hver anden nye bil, der sælges i Danmark er en elbil, er der mindre højspænding på salget af elbiler i andre dele af verden. Eller rettere; andelen af elbiler øges knapt så hurtigt som bilproducenter og lovgivere havde forventet i bl.a. USA og Sydeuropa.
Sagen er, at teknologi-begejstrede ’first movers’ har købt de elbiler, som de har brug for. De udgør ’første bølge’ i omstillingen til elbiler. Nu skal ’anden bølge’ af forbrugere i gang med at købe elbiler – og hvis det skal ske i stor skala, er der især fem krav, som skal opfyldes.
3.000 bilkøbere spurgt
Det er konsulentfirmaet Boston Consulting Group der har undersøgt markedet for elbiler og spurgt 3.000 potentielle bilkøbere i USA om deres ønsker til en ny elbil. Det er der kommet en interessant analyse ud af, hvor konklusionerne formentlig også kan overføres til europæiske forhold.
Interessen samler sig om de fem grundlæggende krav, som ’anden bølge’ af bilkøbere har, hvis de skal vælge en elbil næste gang:
- Elbilen skal kunne lynlades på højst 20 minutter.
- Undervejs på længere ture må det højst tage 30 minutter at lynlade – inklusive en mindre omvej til og ventetid på lynladestationen.
- Rækkevidden skal være mindst 550 km.
- Prisen må højst være 340.000 kr.
- Udvalget af elbiler skal være større.
Kan fem-doble salget
Undersøgelsen konkluderer, at det vil kræve politisk velvilje og en øget indsats for at øge netværket af ladestandere, hvis salget af elbiler skal øges. Men også, at det er teknisk muligt. Og hvis de fem krav opfyldes, kan det i løbet af få år øge elbilers andel af det amerikanske bilsalg fra de nuværende seks procent til mellem 20 og 30 procent.
Interessen for elbiler er nemlig til stede. Blandt de 3.000 adspurgte svarer 38 procent, at de allerede har besluttet sig for at købe en elbil næste gang, mens 27 procent overvejer at gøre det på længere sigt. 30 procent har hverken overvejet eller planer om at købe en elbil.
Undersøgelsen viser også, at lavere driftsomkostninger og bedre mulighed for at lade bilen op, selv om man ikke kan gøre det hjemme hos sig selv, er to argumenter, der kan få flere til at vælge elbil.
To elbiler lever op til krav
Boston Consulting Group har også undersøgt det aktuelle udvalg af biler, for at se, hvordan det stemmer med forbrugernes krav til ladetid, rækkevidde og pris.
Hyundai Ioniq 6, der er særligt effektiv og lader hurtigt, opfylder som den eneste elbil forbrugernes krav lige i ’bulls eye’. Tesla Model 3 er også tæt på – også her fordi den kører langt på strømmen og lader hurtigt, mens prisen holder sig omkring de ønskede 340.000 kr. (Undersøgelsen forholder sig til det amerikanske marked).
Mens Tesla Model 3 er meget udbredt i USA, sælger Ioniq 6 mindre godt. Det understreger blot forbrugernes femte krav om ’større udbud’ af elbiler. Mens både Ioniq 6 og Model 3 er supereffektive elbiler til prisen, tiltaler de langt fra alle potentielle elbil-købere. Slet ikke i ’anden bølge’, hvor forbrugerne er mindre interesserede i high-tech og radikalt nye løsninger.
Kæmpe marked
Det giver til gengæld de traditionelle bilmærker en oplagt mulighed for at markedsføre mere traditionelle elbiler. Hvis de har god rækkevidde og korte ladetider til fair priser, kan de udgøre et kæmpe marked for bilproducenterne, konkluderer undersøgelsen.
Interessant👍