Mercedes’ elektriske C-klasse er landet i Danmark

Fra i dag står Mercedes C-klasse Electric hos de danske forhandlere. Ny version barberer 45.000 kroner af prisen.

En af årets store bilnyheder er landet i Danmark: Den elektriske Mercedes C-klasse, der i fossiludgaven traditionelt har været blandt Danmarks mest solgte firma- og luksusbiler.

Alt tyder på, at den nye C-klasse electric har tilsvarende hitpotentiale. Teknologien med 800-volt elsystem er topmoderne og priserne ser ganske fair ud.

To udgaver fra start

Ved dagens Danmarkspremiere lancerer Mercedes nemlig to udgaver af C-klassen. 

C 400 4Matic med to elmotorer, der tilsammen yder 360 kW (489 hk), accelerer fra 0-100 km/t på 4,0 sekunder og har en rækkevidde på 761 kilometer. Her begynder prisen fra 549.000 kroner.

Men C-klassen fås også som C 300 4Matic, der også har to elmotorer og firehjulstræk. Ydelsen er dog skruet ned til 310 kW (421 hk). Mens det lægger et halvt sekund til sprinten fra 0-100 km/t, barberer det samtidig 45.000 kroner af prisen, så C 300 koster fra 504.900 kroner.

Med et mindre batteri falder rækkevidden til 682 kilometer, men alt andet lige vil C 300 være interessant for flere danskere. Også fordi alle udgaver af den elektriske C-klasse har 800 volt-teknologi, der gør det muligt at lynlade batteriet fra 10 til 80 procent på beskedne 22 minutter.

Billigere med baghjulstræk

På sigt kan der komme en endnu billigere version, der nøjes med baghjulstræk og 200 kW (272 hk), som vi kender det fra den mindre CLA. Sådan en udgave af Mercedes C-klasse kunne presse prisen ned mod 450.000 kroner, men er endnu ikke annonceret.

Samtidig har Mercedes skruet op for standardudstyret i den elektriske C-klasse. Blandt andet er panoramaglastag inkluderet i basisprisen.  

Forspring til BMW og Audi

Med dagens Danmarkspremiere får den elektriske C-klasse et forspring til BMW. Ærkerivalen er først klar med C-klasse konkurrenten i3 senere i år. 

Det tredje tyske premium-mærke, der altid nævnes i selskab med Mercedes, er Audi. Men konkurrenten i Ingolstadt er endnu en gang forsinket med deres elektriske A4. Nu kommer den tidligst i produktion i første halvdel af 2029, så Mercedes C electric får et ualmindeligt stort forspring.

Mercedes C 400 4Matic electric

Elektrisk sedan med fire døre og bag- eller firehjulstræk.

Længde/bredde/højde: 488/189/150 cm
Bagagerum/frunk: 470/101 liter
Vægt: 2.460 kg
Motor: 360 kW (490 hk)
0-100 km/t: 4,0 sek.
Topfart: 210 km/t
Batteri: 94 kWh
Forbrug: 7,09 km/kWh
Rækkevidde: 762 km
Max ladeeffekt: 330 kW
Lynladning 10-80 pct: 22 min.
Lynladning 10 min.: 325 km

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here