Seat får lov at lancere VW-familiens nye mini-platform i femte generation af Ibiza. Med 10 cm længere akselafstand og stort bagagerum skal den sætte ny standard for plads i sin klasse.
Kig godt på de første billeder af den helt nye Seat Ibiza, VW-koncernens spanske udgave af Polo. Ved første blik ligner den forgængeren. OK, stregerne er skarpere, men størrelsen er omtrent den samme – ja, faktisk er femte oplag af Ibiza to millimeter kortere og én millimeter lavere end sin forgænger.
Man skal kigge både to og tre gange for at opdage, at Ibiza faktisk er en lille revolution for Seat. VW’s spanske datterselskab får nemlig æren af at introducere koncernens helt nye MQB-A0 platform, der også skal danne basis for kommende udgaver af Polo, Skoda Fabia, Audi A1 og en række kompakte crossovers. Alle sammen biler, der skal sælges i enorme styktal.
Den nye Ibiza er med andre ord spydspids for det ypperste, som VW-koncernen kan præstere i den storsælgende mini-klasse. Så selv om det nydelige ‘mini-Leon’ design ikke ligefrem reklamerer med det, er teknologien dramatisk forandret.
Tag nu størrelsen. Ibiza måler fortsat 406 cm mellem nummerpladerne. Til gengæld er den vokset ni cm i bredden og hele 10 cm mellem akslerne. Akselafstanden på 256 cm er blot to cm kortere end i en Golf VI. Hvis Ibiza var en teenager, ville man afgjort kalde det vokseværk. De første medier, der var med til afsløringen hjemme i Barcelona, beretter da også om noget nær ny rekord for plads og rummelighed i klassen, også på bagsædet. Bagagerummet vokser 63 liter til 355 liter, hvilket ikke kun er rekordstort i miniklassen, men matcher biler i klassen over.
Nødbremse bliver standard
Teknikken tager også et tigerspring. Moderne sikkerhedsassistenter som automatisk nødbremse, der også stopper for fodgængere og træthedsregistrering bliver standard, mens du kan tilkøbe adaptiv fartpilot, køassistent og advarsel mod biler i den blinde vinkel.
Topversionerne får en trykfølsom infoskærm på hele otte tommer, der er flot integreret i midterkonsollen og kan kobles til både Apple- og Android telefoner.
Under motorhjelmen med de skarpe pressefolder, kan du vælge mellem hele seks motorer – tre benzin og tre diesel. To trecylindrede TSI-turbobenzinere på én liter yder enten 95 eller 115 hk, mens der er 150 spanske tyre at lege med i den firecylindrede 1,5 TSI. Skal det være diesel, er det altid fire cylindre og 1,6 liter, mens ydelserne enten er 80, 95 eller 115 hk. Senere følger formentlig et par heftige Cupra-udgaver med endnu større muskler. Alle motorer til og med 95 hk har fem-trins gearkasse, resten seks trin, mens flere maskiner kan kobles sammen med VW-koncernens 7-trins DSG automatgear.
Slut med stationcar
Seat Ibiza lyder som en komplet pakke, men der er trods alt også sparet hist og her. Moderselskabet skal som bekendt finde penge til at betale for bøder og oprydning efter en vis dieselskandale. Hos Seat betyder det et farvel til tredørs og stationcar-udgaven af Ibiza. Plastic-kvaliteten i Ibiza er angiveligt heller ikke for følsomme pilfingre – ifølge de tyske medier er kabinen udelukkende udført i plastic af den stenhårde slags.
Om det ændrer på førstehåndsindtrykket af en rummelig vindertype i mini-klassen, får vi at se til sommer. Seat Ibiza får Europa-premiere til juni. Priserne er endnu ukendte, men Ibiza ligger traditionelt i den billigere ende af miniklassen.
Læs også: Her er Ateca – Seats første SUV