Ford taber penge på personbiler

Ford taber penge i Europa, og det skyldes især et lavt salg af personbiler som Mondeo og C-Max. Løsningen kan blive at pensionere flere modeller til fordel for nye SUV-modeller og varebiler.

I foråret kunne hvilkenbil berette, at Ford overvejer at droppe flere modeller i USA. Det gælder især traditionelle personbiler som eksempelvis den amerikanske udgave af Mondeo, der hedder Fusion i USA. Forklaringen er, at de sælger for lidt – især sammenlignet med høje crossover- og SUV-modeller, som Ford til gengæld vil udvide udbuddet af.

Nu viser det sig ikke overraskende, at Ford har lignende planer for Europa. Her er det amerikanske bilmærke særligt hårdt ramt af et vigende salg af personbiler som Focus, Mondeo og mpv’en C-Max.

Efter et overskud på det europæiske marked i 2017 på 234 millioner dollars (knapt halvanden milliard danske kroner), forventer Ford nu at komme ud af 2018 med et underskud.

”Vi er ekstremt utilfredse med vores resultat i Europa,” lyder den bramfri kommentar fra Ford-boss Jim Hackett.

Synderne er allerede udpeget – og det vil få konsekvenser for Fords europæiske modelprogram.

”De dårligst sælgende modeller udgør størstedelen af vores modeludbud, omsætning og investeringer bundet i Europa – og det drejer sig især om personbiler og mpv-modeller,” uddyber Fords økonomichef Bob Shanks til branchebladet Automotive News.

Mustang hitter
Interessant nok har Ford til gengæld succes med særlige importmodeller fra USA som sportsvognen Mustang, SUV’en Edge og pick-up’en Ranger. De sælger kun i små oplag på vore breddegrader, men Ford tjener så meget på dem, at de står for mere end 200 procent af Fords indtjening på det europæiske marked. Et tal, der understreger, hvor galt det står til med indtjeningen på volumemodeller som Focus, Mondeo og C-Max.

I et interview peger Ford selv på den indlysende løsning: Mærket skal lancere flere af de crossover- og SUV-modeller, som kunderne efterspørger og som Ford kan tjene flere penge på. Ford vil også satse mere på varebiler, der også er et indbringende marked som Ford kan udnytte bedre.

Ford tilbyder relativt få crossover- og SUV-modeller til bilkøberne i Europa: Den mellemstore Kuga har efterhånden 10 år på bagen og er hårdt presset af en hel armada af nye konkurrenter som VW Tiguan, Skoda Karoq, Hyundai Tucson, Kia Sportage, Mazda CX-5, Opel Grandland X, Peugeot 3008 og Seat Ateca. I klassen under har Ford lanceret verdensbilen Ecosport, men den kan teknisk dateres tilbage til 2012 og har generelt fået en lunken modtagelse blandt både biljournalister og kunder her i Europa. Bedre ser det ud for den store Edge, men den befinder sig i en klasse, hvor konkurrenterne hedder Audi Q5, BMW X3 og Volvo XC60 og de levner rent salgsmæssigt ikke meget plads til den amerikansk-byggede Edge.

Mondeo og C-Max i farezonen
Ford lægger selv op til, at modelprogrammet i Europa både skal moderniseres og udbygges. Og at det med stor sandsynlighed kommer til at koste eksisterende modeller livet. Her er Ford knapt så meddelsomme, men det er bemærkelsesværdigt, at fabrikken selv nævner den kompakte mpv C-Max (billedet) som et eksempel på en model, der sælger utilfredsstillende.

Mondeo ser også ud til at være i farezonen, ikke mindst fordi den amerikanske udgave er på vej på bilkirkegården. Og hvis Mondeo sløjes i Europa, kan det også betyde farvel til mpv’erne S-Max og Galaxy, der bygges på Mondeo-teknik.

Læs også: Ford dropper Mondeo i USA

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here