Forsker: Vent ikke på solid state-batterier

Foto: Chery

De kommer, men der er ingen grund til at vente på solid state-batterier, mener kinesisk forsker. De nuværende batterier til elbiler er glimrende.

De er kendt som batteriernes ‘hellige gral’ - solid state-batterier, der lover mere rækkevidde, hurtigere lynladning og længere levetid. Og der går sjældent en uge uden nye historier om, at nu er mirakel-batteriet lige på trapperne. Hvilket får nogle bilkøbere til at udskyde skiftet til elbiler.

Men det er der slet ingen grund til, mener en af Kinas førende eksperter på området.

Bør ikke sælges de næste to år

Ouyang Minggao er en 68-årig kinesisk professor og redaktør, der er bredt anerkendt for at være blandt de mest vidende om kinesisk bilindustri og batteriproduktion. 

“Mange mennesker venter på solid state-batterier, men det er der ingen grund til - dagens elbiler er allerede rigtigt gode,” sagde Minggao i sidste uge på en konference om elbiler ifølge carnewschina.

“Nogle biler vil teste solid state-batterier sidst i år og næste år. Mens solid state-batterier markedsføres nu, er man ikke for alvor begyndt at sælge dem. Og ud fra et forsigtighedsprincip er det bedst ikke at sælge dem i de næste to år,” understregede den kinesiske professor.

Prisen faldet med faktor 20

Ouyang Minggao anerkender, at Kina har lavet hurtige fremskridt inden for teknologien. Først i 2024 begyndte Kina for alvor at forske i solid state-batterier. Allerede i 2025 stod Kina for 44 procent af alle globale patentansøgninger inden for området. I samme periode faldt prisen på de kritiske elektrolytter til solid state-batterier fra 18 millioner kroner per ton til blot 900.000 kroner.

Ikke desto mindre maner Minggao til ro. Den teknologiske udvikling kræver stadig tid:

“Solid state-batterier er en revolutionerende teknologi med høje barrierer og store, tekniske udfordringer. De kræver omfattende løsninger inden for flere nøgleområder.”

Udvikling i tre trin

Minggao vurderer derfor, at fremkomsten af solid state-batterier vil ske i tre trin:

  • Frem mod 2027 vil man udvikle de første solid state-batterier med en energitæthed omkring 200-300Wh/kg, hvilket svarer til de velkendte litium ion-batterier i dag. Målet er at skabe velfungerende forsyningskæder og produktion af de første solid state-batterier.
  • Fra 2027 til 2030 vil man øge energitætheden til mere overlegne 400Wh/kg ved hjælp af blandt andet silikone-kulfiber anoder i batterierne. 
  • Fra 2030 til 2035 vil en ny type anoder øge energitætheden til 500Wh/kg - omtrent det dobbelte af dagens litium-ion batterier.

Realistisk om tre til fem år

Ifølge Minggao vil der stadig gå tre til fem år, før bilkøberne får realistiske muligheder for at købe elbiler med solid state-batterier. På det tidspunkt vil de have en energitæthed på 300-350Wh/kg og tilbyde længere rækkevidde end de batterier, vi kender i dag. På længere sigt vil energitætheden blive endnu højere, mens prisen vil falde. 

Men her og nu kan man ifølge den kinesiske professor med sindsro købe elbiler med eksisterende batteriteknologier: Der er fortsat flere år til, at solid state-batterier bliver et reelt alternativ.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here