Efter lobbyarbejde fra europæisk bilindustri er EU gået med til et forslag, der reducerer de såkaldte Euro 7 klimakrav til nye biler.
Bilproducenterne i Europa fik ret og miljøforkæmperne tabte. Efter et intenst lobbyarbejde fra de europæiske bilfabrikker, er EU gået med til at skrue ned for de skrappe klimakrav til nye biler i den såkaldte Euro 7 norm. De nye regler skulle være trådt i kraft sommeren 2025, men er nu blevet blødt markant op i et nyt lovforslag til EU-parlamentet.
Groft sagt betyder forslaget, at Euro 7-normen reelt bliver en fortsættelse af de nuværende klimakrav i den nuværende Euro 6D-norm. Dog med et par mindre justeringer: Fra 1. juli 2025 skal nye biler som noget nyt leve op til grænseværdier for udslip af bremsepartikler. Samtidig skærpes kravene til varebiler, lastbiler og busser.
Vil gå ud over elbiler
Europæiske bilproducenter har længe hævdet, at de planlagte og meget skrappe klimakrav i den oprindelige Euro 7 norm ville gøre især små og prisbillige biler så dyre, at mange ikke længere ville have råd til at købe en ny bil. Samtidig ville det blive så kostbart for bilproducenterne at leve op til Euro 7, at de ville blive nødt til at skære ned på investeringerne i nye elbiler. To kritikpunkter, som miljøforkæmpere har afvist som noget nær nonsens, al den stund at bilfabrikkerne under alle omstændigheder skal indstille sig på, at de slet ikke må sælge fossilbiler i EU efter 2035.
Den italienske lobbygruppe ANFIA byder forslaget om en udvandet Euro 7-norm velkommen. Og er måske tættest på sandheden om, hvem forslaget egentlig gavner mest. ANVIA siger nemlig til branchebladet Automotive News Europe, at forslaget vil ”beskytte leverandørerne til og producenterne af typiske italienske mærker med en lav produktion på omkring 50.000 biler om året som Ferrari, Lamborghini og Maserati.”
Danmark vil skærpe klimakrav
Danmark stemte nej til det nye forslag. Ifølge erhvervsminister Morten Bødskov (S) er forslaget dårligt nyt for både klimaet og forbrugerne. Derfor arbejder Danmark og en række andre EU-lande for at stramme klimakravene til nye biler.
– Det er den sidste chance, vi har for at sætte standarder for udledninger fra biler på Europas veje. Med det forslag, der ligger nu, misser vi muligheder for at sætte højere standarder. Det er en skam, siger Morten Bødskov til nyhedsbureauet Ritzau.
EU-Parlamentet forventes at behandle forslaget om en reduceret Euro 7-norm i løbet af november. Efter planen træder de nye klimakrav til biler i kraft fra 1. juli 2025. Euro 7 gælder for alle nye personbiler, uanset om de kører på diesel, benzin eller el.