Der mangler billige elbiler – Hvilkenbil peger på tre elbiler og en ’dark horse’, som vi mener er bedst op til 250.000 kr. lige nu.
Salget af elbiler stiger støt. I år forventer De Danske Bilimportører, at mere end halvdelen af alle nye biler, der vil blive solgt i 2024, vil være rent elektriske.
Men på ét punkt halter det. Mens udvalget af store og dyre elbiler aldrig har været større, kniber det med kompakte og billige elbiler. Bilproducenterne lover, at de er på vej, men i realiteten skal vi ind i 2025 eller endda 2026 før de store, traditionelle bilproducenter kan levere varen, som de fleste danske bilkøbere efterspørger: En kompakt elbil på størrelse med en Polo, der har fornuftig rækkevidde, lader hurtigt og koster omkring 200.000 kr.
Redaktionen har lagt hovederne i blød for at udvælge en lille håndfuld relativt billige elbiler, som vi kan anbefale som markedet ser ud lige nu. Det vil sige, at vi udelukkende forholder os til modeller, der kan bestilles nu og leveres inden sommerferien. Vi har sat den øvre prisgrænse for de mindre elbiler ved 250.000 kr., hvor mange danskere kan være med. Er bilen billigere, trækker det op i vores vurdering – ’værdi for pengene’ er den kvalitet, som vi vægter højest.
Vi har valgt og rangordnet tre biler samt tilføjet en ’dark horse’, som måske ikke faktuelt er et oplagt valg, men som til gengæld taler lidt mere til følelserne. Biler må gerne tale til hjertet – også de knapt så dyre.
Læs mere om de i alt fire biler her – miniguiden til de bedste elbiler op til 250.000 kr. vil løbende blive opdateret.
Men først et lille hjertesuk – eller måske endda et forbehold: I skrivende stund er udvalget af elbiler under 250.000 kr. begrænset, og ingen elbiler i klassen er tilnærmelsesvis perfekte. Som forbruger skal man altså være indstillet på at indgå kompromisser og sluge et par kameler. Det gælder især for software, betjening og ladetid. Så er du advaret.
1. MG4 Luxury
Kinesiske MG4 er en ganske vellykket elbil i den lille mellemklasse, også kendt som Golf-klassen. Konkurrenterne er elbiler som VW ID.3, Cupra Born og Renault Megane E-Tech, men koster alle noget over 250.000 kr.
MG4 har flere kvaliteter. Især pladsen og de nærmest sportslige køreegenskaber på grund af baghjulstræk overbeviser. Designet er moderne, enkelt og helt fri for den overdrevne pynt, som man stadig støder på i nogle kinesiske bilmærker.
Ladetiderne er også fornuftige. MG4 tager helt op til 140 kW i en lynlader, det er blandt de bedste i klassen. Det gælder for Luxury-udgaven med 64 kWh-batteri. Lad dig ikke friste af MG4 i Nordic Edition selv om den kun koster 200.000 kr. Det mindre batteri reducerer rækkevidden til 350 km og tager max 88 kW i en lynlader. Hvad værre er, så tredobles ladetiden i vekselstrøms-oplader, fordi batteriet kun lades med én fase og dermed beskedne 3,6 kW.
Men MG4 har også nogle udfordringer, der er typiske for elbiler fra Kina. Softwaren virker rigeligt hjemmelavet, og det går ud over betjeningen. Assistentsystemerne er heller ikke færdigbagte, og det giver sig udslag i alt fra en symfoni af advarselsbip til emsige indgreb i kørslen, der skaber mere utryghed end sikkerhed. Klimaanlægget kæmper også med at holde varmen, og sæderne er underdimensionerede til store danskere.
Men så igen. Til 245.000 kr. får du svært ved at finde mere elbil til prisen. Hvis MG kan forfine betjening og køreassistenter ved hjælp af software-opdateringer, kan MG4 blive en bil, du bliver glad for i længden.
Fakta:
Pris: 245.000 kr.
Batteri: 64 kWh
Rækkevidde: 435 km
Motor: 150 kW (204 hk)
AC/DC ladning 11 kW/140 kW.
2. BYD Dolphin
Kinesiske BYD Dolphin er en direkte konkurrent til MG4 – og alternativerne er de samme. Det gælder et langt stykke af vejen også fordele og ulemper ved den kinesiske ’delfin’.
Trumfkortet er plads og et sæt meget komfortable køregenskaber. I hvert fald op til landevejshastighed. På motorvejen er Dolphin meget blødt affjedret, og bliver nærmest sejlende. Støj fra vind og dæk stiger også hørbart, så hvis Dolphin skal have det som en fisk i vandet, skal den køres i byen og på landet.
Det flugter også fint med de elektriske egenskaber. Det solide LFP-batteri (lithium-jern) tager gerne opladninger til 100 procent, til gengæld kan det maksimalt tage imod 80 kW i en hurtiglader. Fint til pendlerture, men en udfordring på de lange stræk.
I kabinen kan vi groft sagt skrive det samme om Dolphin som om MG4 herover. Sæderne virker små, betjeningen er ikke altid logisk og assistentsystemerne er emsige som en kinesisk embedsmand med både fløjte, løftet pegefinger og adgang til alle data på din smartphone.
Når vi anbefaler BYD Dolphin skyldes det især, at prisen er stærk. Også fordi den inkluderer godt med udstyr og en af markedets bedste garantier med seks år/150.000 km på mekanikken og otte år/200.000 km på batteriet. Og så tror vi, at BYD, der netop har overhalet Tesla som verdens største elbilproducent, er blandt de mere levedygtige af de mange kinesiske bilmærker, der kommer til Europa for tiden.
Fakta:
Pris fra 235.000 kr.
Batteri: 61 kWh
Rækkevidde: 427 km
Motor: 150 kW (204 hk)
AC/DC ladning: 11 kW/80 kW
3. Opel Mokka-e
Med Opel Mokka-e er der tale om sidste udkald til et – vurderer vi – ret godt tilbud. Mokka-e får snart et facelift, der især vil ændre fronten og øge rækkevidden en smule.
Den eksisterende udgave med 50 kWh-batteri er dog et fint bud på en pendler-egnet elbil, pakket kækt ind og med en mulighed for ladning med op til 100 kW. Langtursbil bliver Mokka-e aldrig, men en tur København-Aarhus kan lade sig gøre med et enkelt pit-ladestop på Fyn.
Er elbil nyt for dig, vil du også sætte pris på betjeningen, hvor digitale instrumenter og touchbetjent infotainmentskærm støttes af konventionelle knapper og greb. Finishen er fin og udsynet fra det let hævede førersæde god. Omvendt er pladsen på bagsædet ikke noget at prale af, men det regulære bagagerum under den store bagklap gør bilen praktisk.
Mokka-e står på samme teknik som Opel Corsa-e og e-udgaverne af Peugeot 208 og 2008. Altså ikke state-of-the art teknologi, men dog gennemprøvet. Og så nyder Mokka godt af de aktuelle kampagnepriser, der gør den væsentligt billigere end søsterbilerne. Du sparer 15.000 kr. på den såkaldte Edition+, der ikke har fuld plade på køreassistenter. Måske godt det samme, for så slipper du for nogle af de rookie-mistakes, som plager kineserne herover. For den nybagte elbils-ejer kan det ligefrem lette overgangen til elbil.
Lyder det attraktivt, skal du skynde dig – der er kun et begrænset antal Mokka-e til kampagnepris i Danmark.
Fakta:
Pris (kampagne) 245.000 kr.
Batteri: 50 kWh
Rækkevidde 327 km
Motor: 100 kW (136 hk)
AC/DC ladning 11kW/100 kW
’Dark horse’: Fiat 500e Mono
Her var der uenighed på redaktionen – at feltets ’dark horse’ blev en lille ’Italian Stallion’ i form af Fiat 500e skyldtes mest redaktørens veto-ret. Klager skal altså fremsendes til undertegnede…
Men redaktøren står ved sit valg. Også selv om Fiat 500e er for dyr, lader lidt for langsomt og har en rækkevidde, der bliver udfordret på selv mellemlange ture. Med Mono-udstyr fremstår den tilmed en smule skrabet.
Alt det tilgiver jeg gerne, når jeg kigger den elektriske ’Cinquecento’ dybt i de kuglerunde LED-øjne, nyder det ikoniske design og glædes over de overraskende fine køreegenskaber. Alt det, som Fiat 500e mangler i snusfornuft og regnearks-argumenter har den nemlig i form af charme, selvtillid og lækkert design. 500e taler simpelthen til følelserne og giver ejerglæde som ingen andre i denne klasse.
Hvis du tilmed er den sociale type, der gerne vil i snak med sidemanden m/k ved ladestanderen, er 500e i en klasse for sig – uanset pris. Og apropos pris. 242.000 kr. for en nok så charmerende belladonna i mikroklassen er selvfølgelig for meget. Det ved din lokale Fiat-forhandler godt, og derfor skal du have rabat. Gør som de gør på Sicilien og stik ham et tilbud, han ikke kan sige nej til… Du skal nok få din vilje, og så bliver begge parter glade.
Fakta:
Pris: 242.000 kr.
Batteri: 44 kWh batteri
Rækkevidde: 331 km
Motor: 87 kW (118 hk)
AC/DC ladning: 11 kW/85 kW
Bare for at vise, hvor skæve og forskruede bilpriserne er i DK – kan MG4, (kaldes Mulan) i Kina, nu fås for ca. 108.000 kr. inkl. 0% i rente på billånet, gratis hjemmelader og livstidsgaranti på almindelige sliddele. I samme båd koster BYD Dolphin ca. 120.000 kr. i Kina.