Guide: Gode råd ved køb af brugt elbil

cupra born årets brugtbil
Foto: Lars Krogsgaard

Aldrig har vi købt så mange brugte elbiler. Hvilkenbil giver her en stribe råd, du kan bruge som en rettesnor i jagten på den rigtige elbil.

I 2025 købte de danske bilister 126.505 nye elbiler, men endnu flere købte en brugt elbil. Nemlig 146.000. Og den udvikling ventes at fortsætte med uformindsket styrke i år, som Hvilkenbil skrev forleden.

Kigger man på det samlede bilsalg i 2025, er det tydeligt, at markedet for brugte biler er klart større end for nye biler. Vi købte 182.000 nye biler sidste år, men vi købte langt flere brugte, i alt 471.000. 

Selvom vi stadig køber flere brugte benzin- og dieselbiler end brugte elbiler, så vil langt de fleste, der skal anskaffe sig en bil, overveje, om tidspunktet er kommet til at gå den elektriske vej.

Men for rigtigt mange er elbiler stadig så nyt og ukendt terræn, at der er utallige spørgsmål og usikkerheder, som kræver en hel del hjemmearbejde. 

Hvilkenbil er til for læserne, og vi vil i denne guide gerne klæde potentielle elbilister lidt bedre på i jagten på den brugte elbil. Så læs endelig videre.

Vi kommer også ind på særlige forhold omkring køb af en importeret elbil. I 2025 blev der importeret lidt over 100.000 brugte elbiler, og importerede elbiler er på nogle områder et kapitel for sig.

Hvad er dine behov?

Rækkevidde og batteriets kapacitet er nogle af de første spørgsmål, der dukker op. Træk som en tommelfingerregel 20 procent fra WLTP-rækkevidden. Har producenten oplyst 500 kilometer, så regn med 400. For at være på den sikre side. I vinterhalvåret skal du typisk trække 30-40 pct. fra. Kulde hiver kilometer ud af batteriet.

Grundlæggende er det vigtigt at afklare dit kørselsbehov. Hvis du langt de fleste af årets dage kører 50 km til og fra arbejde og for at klare de daglige indkøb, børnelogistik osv., er det måske ikke en elbil med 600 kilometers rækkevidde, du har brug for. En såkaldt transportvaneundersøgelse fra DTU viser, at danskerne i gennemsnit kører under 30 km i bil om dagen. 

Hvad med garanti og reparationsforsikring?

Garanti og service er to vigtige fokuspunkter. Indtil for et års tid siden gav flertallet af importørerne af europæiske biler to års nyvognsgaranti. Sydkoreanerne og kineserne giver typisk fem til syv års garanti.

Forbrugerpres – og almindelig anstændighed, må man formode – har fået de fleste europæiske mærker til at sætte garantien op til fem år. Japanske mærker er også fulgt med og har øget fra de tidligere tre års garanti til fem år eller flere. I de fleste tilfælde er der et maksimum antal kilometer på nyvognsgarantien. Se Hvilkenbils senest opdaterede garanti-liste her.

Hvis der opstår et problem med vitale dele efter garantiens udløb, kan udgifterne til reparationen nærmest være ruinerende. For et års tid siden var der eksempler på Fiat 500-ejere, der blev præsenteret for enorme regninger på blot to-tre år gamle elbiler. Blandt andet derfor krævede Hvilkenbil og flere andre medier mindst fem års garanti på nye biler. Og de fleste mærker lyttede.

Vær opmærksom på, at en nyere brugt elbil købt før indførelsen af den forlængede garanti, kun vil være garanti-dækket efter den gamle garanti-ordning. Altså typisk indtil bilen er to år gammel. Uanset længden af garantien er den service-aktiveret. Så hvis garantien stadig gælder, skal du tjekke, at bilen har været til de krævede service. 

Flere brugtvognsforhandlere formidler kontakt til forsikringsselskaber, hvor man kan tegne en reparationsforsikring, der dækker ud over fabrikkens nyvognsgaranti. Tjek, hvad forsikringen indeholder og indregn det månedlige beløb i bilbudgettet. Måske kan det betale sig at gå efter en lidt yngre model med fem års nyvognsgaranti?

Er batteriet fladt?

Garantien på elbilers højvoltbatteri er typisk på otte år – med et maksimum antal kilometer som øvre grænse. Af garantibestemmelserne fremgår det sædvanligvis, at det er indenfor tolerancetærsklen, hvis batteriet efter x-antal år har mistet 10, 15 eller 20 pct. af kapaciteten. En undersøgelse foretaget af det canadiske firma Geotab viser, at elbilers batterier typisk mister 10 procents kapacitet på fem år.

Batteriet er uden sammenligning elbilernes dyreste komponent, men eksemplerne på substantielle problemer er få. I november 2025 skrev Hvilkenbil om et amerikansk firma, der overvåger batterier i elbiler. Deres konklusion er, at risikoen for at skulle punge ud til et kostbart batteriskifte er nærmest ikke-eksisterende.

Vil du gå med livrem og seler, kan du bl.a. hos FDM bestille et tjek og få styr på batteriets sundhedstilstand.

Hvordan med opladning og varmepumpe?

Langt de fleste elbiler benytter trefaset stik til hjemmeladning – langsom opladning – men tjek det. For hvis stikket ikke er trefaset, kan du ikke lade din elbil med de gængse 11 kW i timen, men måske kun med 3-3,5 kW. Og så kommer du nemt til at bruge 15 timer på at lade din elbils 60 kWh-batteri fra fem procents kapacitet til 100.

Ladekurven her fra en Audi med 800 volt-teknologi er typisk for alle elbiler: Det går hurtigst i starten og derefter langsommere. Hvis du ofte kører langt, bør det højst tage 30 minutter at lade batteriet 10-80 procent.

De fleste elbiler benytter CCS-stik til hurtig-/lynladning. Men tjek også det, for det er det gængse og fremtidssikrede stik. Har du ofte behov for at køre langt, og vil du ikke vente længere end højst nødvendigt ved motorvejens lynladere, skal du kigge på ladeeffekt. Hvis den maksimale ladeeffekt er under 100 kW i timen, mister du nok tålmodigheden. I så fald må rådet være at gå efter en elbil med en kompetent ladeeffekt på minimum 150 kW.

Varmepumpe er ikke en selvfølge i brugte elbiler. Den er nyttig i forhold til at holde kabinen tempereret, men du skal sikre dig, at den også kan bruges til at forvarme batteriet. Især om vinteren. Et koldt, ikke-forvarmet batteri kan være ulideligt længe om at suge strøm til sig.

Skal jeg bekymre mig om software og opdateringer?

Udviklingen løber hurtigt, men en elbil forældes ikke lige så hurtigt som mobiltelefoner. Men derfor er det relevant at sikre sig, at den brugte elbils software stadig kan opdateres. Nogle gange sker det over the air (forkortet OTA), andre gange sker det på et værksted.

Generelt bør du prøve at sikre dig, at den brugte elbil fortsat vil kunne opdateres og ikke har nået eller snart når det tidspunkt, hvor den ikke kan rumme flere opdateringer. Spørg sælgeren, få et klart svar.

Du skal ikke kigge på, hvad du tror, at den brugte elbils software kan præstere om tre-fire år. Se i stedet på, hvad alternativerne er i dag, og hvad du synes, du har brug for.

Hvordan med lademuligheder og ladeløsninger?

Nem mulighed for at lade sin elbil op vil oftest være afgørende for glæden ved at eje den. Hvis du bor i hus, er det formentlig meget nemt. De fleste beboere i huse har mulighed for at installere deres egen ladestander, og i det lange løb vil det være langt den billigste løsning.

elafgift
Opladning derhjemme med egen lader er klart billigst. Men der kommer hele tiden flere ladere i det offentlige rum.

Bor du til gengæld i etagebyggeri, er det ofte mere kompliceret. Forud for kommunalvalget i efteråret 2025 opgjorde Mobility Denmark, paraplyorganisation for blandt andre importører og ladeudbydere, at der er markant forskel på lademulighederne i de enkelte kommuner. Nogle kommuner har flere end 350 ladestandere pr. 1.000 familier med bil i etageejendomme, mens andre kun har 30-35 ladepunkter.

Udviklingen går den rigtige retning, men lige nu og hér og nogle år frem vil der være udfordringer flere steder. Og er det besværligt for dig at lade din elbil op, forsvinder det meste af pointen ved at køre elbil.

Når du har det overblik, så få styr på økonomien. Hit ud af om det er smartest at betale pr. kilowatt-time, inden du går på jagt i junglen efter den rette udbyder. I begyndelsen var alt inklusive-abonnementer populære, men Konkurrencerådet har dokumenteret, at rigtigt mange af dem, der benytter de løsninger, betaler op mod 70 pct. for meget for deres strøm.

Den gennemsnitlige elbilist lader 90 pct. af sin strøm hjemme, og en nylig beregning fra energiselskabet OK viser, at man i så fald skal køre 40.000 km om året, før det kan betale sig at vælge et alt inklusive-abonnement.

Hvilkenbil har tidligere skrevet en guide til, hvordan du finder den rigtige ladeløsning.

Hvad skal jeg være opmærksom på ved import

Som nævnt blev der importeret over 100.000 brugte elbiler sidste år. Og det skal vi ikke være kede af, for de er med til at presse priserne ned. Udover de herover nævnte faktorer, du med fordel bør holde øje med, kan særlige forhold gøre sig gældende for de importerede elbiler.

De har ikke nødvendigvis det samme udstyr, som fremgår af den danske importørs hjemmeside. Derfor bør du gå sælger på klingen og få klarhed over garanti, specifikationer og funktioner. Er bilen dækket af nyvognsgaranti? Dækker den i givet fald også i Danmark? Er serviceintervallerne fulgt og servicehæftet udfyldt? Hvis ikke der er nyvognsgaranti, er det så muligt at tegne en reparationsforsikring?

Har bilen det udstyr, du vil have, har den varmepumpe, har den trefaset ladestik til 11 kW-hjemmeladning, og er der adgang til samme software-opdateringer, som købere af ikke-importerede elbiler har adgang til?

Hvad med infotainmentsystemet? Kan sproget indstilles til dansk? Det ville nok være en smule udfordrende for de fleste, hvis en fra Belgien-importeret elbil kun “taler” flamsk eller fransk.

Kør en lang tur i bilen

Hvilkenbil opfordrer til – uanset om man køber ny, brugt, importeret, benzin, diesel eller el – at du bruger lidt mere end blot 20-30 minutter på at køre en tur i de konkrete biler, du ender med at vælge ud som mulige køb.

Gør dig selv en tjeneste og kør en god, lang tur, inden du vælger elbiler. Der er faktisk stor forskel på, hvordan de forskellige mærker kører - og ikke mindst hvordan deres assistentsystemer fungerer. Foto: Lars Krogsgaard

En tur rundt om blokken giver ikke det store indtryk. Kør en længere tur, i by, på landevej, på motorvej. Prøv at betjene så mange ting som muligt, prøv at finde rundt på infotainmentskærmen, ryk i håndtag, tryk på knapper, og mærk efter. Du skal kunne mærke, at denne bil er den rigtige for dig.

Nogle opfatter det muligvis som nørderi-pjat – for det er jo bare en bil – men for det første er bilen sædvanligvis en husstands næststørste investering, og for det andet er det vanvittigt frustrerende, hvis der er en ting eller to ved en bil, som irriterer. I så fald vil man ærgre sig over det, hver eneste gang man kører i den.

Læs Hvilkenbil!

Endelig bør du jo læse Hvilkenbil, inden du køber din elbil. Andre hjemmesider og YouTube-kanaler kan også benyttes. Læs test, søg på nettet, orientér dig og følg gerne de nævnte råd i artiklen her.

Skulle der blandt læserne være nogle med særlige erfaringer omkring køb af brugt elbil, så skriv gerne en hilsen, eventuelt i kommentarfeltet under artiklen.

God fornøjelse med elbilen.

De 10 mest solgte brugte elbiler i 2025

VW ID.4: 11.319
Skoda Enyaq: 9.678
VW ID.3: 8.098
Mercedes EQA: 6.061
Audi Q4 e-tron: 5.941
Tesla Model Y: 5.302
Polestar 2: 4.409
Mini Cooper Electric: 4.177
Volvo XC 40: 4.018
Tesla Model 3: 3.861

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here