Rekordhøje temperaturer giver også rekordhøje elpriser - hedebølge presser elprisen 60 procent op. Elbilister kan dog fortsat lade billigt midt på dagen.
Mens oliekrisen gør benzin og diesel dyrere bil for ejere af fossilbiler, rammer den europæiske hedebølge ejerne af elbiler med rekordhøje elpriser.
Varmen øger behovet for aircondition, og det belaster elnettet så meget, at elpriser slår alle rekorder for årstiden.
60 procent stigning i uge 26
Ifølge energiselskabet Norlys blev sidste uge en af årets dyreste med elpriser, der topper helt op mod seks kroner/kWh. I uge 26 har elpriserne været mere end 60 procent højere end resten af måneden.
“Der er ingen tvivl om, at det har været en uge ud over det sædvanlige. Vi har ikke set så markant en udvikling som denne siden energikrisen. Som elkunde betaler det sig derfor i høj grad at holde øje med elpriserne i øjeblikket. Forskellen mellem de billigste og dyreste timer er fortsat meget stor”, siger direktør i Norlys’ energiforretning Mads Brøgger.
Hold øje med elprisen
Det gode råd er ikke mindst henvendt til de elbil-ejere, der lader elbilen op derhjemme. De kan derfor selv bestemme, hvornår deres elbiler skal kobles til hjemmeladeren. Og her kan det i dén grad betale sig at holde øje med de aktuelle elpriser.
Selv om elprisen har fået hedeslag, er der nemlig masser af billig sol- og vindenergi i nettet. Især midt på dagen, hvor der både er sol og vind. I tidsrummet mellem kl. 10 og 16 var elprisen i uge 26 nede i 1,16 kroner/kWh, og dermed kan det sagtens være billigt at lade elbilen op.
Dyrt om aftenen
Men hen mod aftenen bliver det dyrt. Rigtigt dyrt, hvis man ikke ser sig for.
“Det har især været i aftentimerne, at vi har set de højeste priser. Når solen ikke længere skinner på solcellerne, men efterspørgslen efter strøm stadig er høj, så skyder elpriserne i vejret. Vi skal som forbrugere vænne os til at se flere udsving i elpriserne, og derfor forsøger vi som energiselskab at hjælpe vores kunder med at få opbygget nye vaner. I vores energi-app kan de fx skabe overblik over deres forbrug og følge priserne, mens vores ladekunder blot kan koble bilen til deres ladeboks, så sørger vores system for automatisk at lade bilen op, når prisen er lavest”, siger Mads Brøgger.
Krig gør gas dyrere
Hedebølgen skal ikke alene have skylden for de usædvanligt høje elpriser i juni. Krigen i Iran og blokaden af Mormuz-strædet øger prisen på den gas, der mange steder i Europa bruges til at fremstille el, når solen ikke skinner og vinden ikke blæser.
For elbilejere med hjemmeladning er det gode råd det samme: Følg med i elpriserne og sæt først ladekablet i elbilen, når elprisen er lav.






