Når Skoda Scala kommer til Danmark midt i juni, begynder priserne ved 190.000 kroner. Det bliver relativt billigt at opgradere motorkraft og udstyr.
Skoda skærper konkurrencen i den populære Golf-klasse. Når tjekkernes Golf-store Scala har Danmarkspremiere 15. juni, begynder priserne fra 190.000 kroner for basisudgaven Active med 95 hestes turbobenzinmotor og udstyr som aircondition, LED-kørelys og automatisk nødbremse med fodgængerfunktion.
Til sammenligning koster en 85 hestes VW Golf fra 215.000 kroner, mens Scala ligger tæt på konkurrenternes basisudgaver af Ford Focus (191.500 kr. med 100 hk), Kia Ceed (210.000 kr. med 120 hk) og Opel Astra (200.000 kr. med 105 hk).
Alt tyder dog på, at næste udstyrstrin – Ambition – bliver den mest efterspurgte. Merprisen er 20.000 kroner og der er god valuta for den ekstra udgift i form af udstyr som klimaautomatik, bagklap med større og mørktonet bagrude, fuld LED-baglygter med animeret blinklys, multifunktionslæderrat, fartpilot, træthedsregistrering, armlæn mellem forsæderne med opbevaringsboks og paraply i førerdøren.
Har du mod på endnu mere udstyr hedder topmodellen Style. Den koster yderligere 23.000 kroner og tilfører Scala et skær af luksus med detaljer som otte tommers infotainment-system med Apple Carplay, fuld LED-forlygter, bakkamera og p-sensorer, 16 tommer alufælge samt nøglefri betjening.
Derudover kan Scala peppes op med andre lækre detaljer, der sædvanligvis koster mange penge men næsten ser billige ud hos Skoda. Det gælder for eksempel fuld digital instrumentering for 6.400 kr., panoramaglastag for 9.500 kr., adaptiv fartpilot til 5.000 kr. eller eldrev på bagklappen for 4.600 kr.
Scala kommer med fire motorer, der allerede benyttes i VW-koncernen. En trecylindret turbobenzinmotor på 1,0 liter med 95 eller 115 hk, den firecylindrede EVO-turbobenziner på 1,5 liter med 150 hk og cylinderfrakobling og endelig en 1,6 liters TDI med 115 hk. Alle undtagen basismotoren kan leveres med 7-trins DSG automatgear for 20.000 kroner ekstra.
Med en længde på 436 centimeter bliver Scala blandt de største biler i Golf-klassen. Dog ikke helt så stor som sin storebror Octavia, der fås fra 215.000 kroner med samme 115-hestes TSI-motor som Scala. De to Skoda-modeller ligger relativt tæt på hinanden i både størrelse og på pris, men det ændrer sig med næste generation af Octavia. Når den kommer i 2020, vokser Octavia op i den store mellemklasse, hvor konkurrenterne hedder VW Passat og Ford Mondeo.
Udvalgte priser på Skoda Scala:
TSI 95 hk Active: 190.000 kr.
TSI 95 hk Ambition: 210.000 kr.
TSI 115 hk Ambition: 217.000 kr.
TSI 150 hk Ambition: 242.000 kr.
TDI 115 hk Ambition: 235.000 kr.
TSI 115 hk Style: 240.000 kr.
TSI 150 hk Style: 265.000 kr.