Konceptbilen Kia Sportspace er en forsmag på den nye Optima, der dukker op om et års tid. Stilfuldt design og stationcar-variant giver koreanerne bedre afsæt for succes i firmaklassen.
Knapt har den danske Kia-importør lanceret den store Kia Optima, før koreanerne løfter sløret for dens afløser: Konceptbilen Kia Sportspace skal nok dreje hoveder, når biludstillingen i Geneve åbner 3. marts, og allerede om et års tid kan den dukke op som produktionsklar afløser for Optima.
Selv om Optima først lige er lanceret herhjemme, fejrer den nemlig seks års fødselsdag i 2016. Seks år passer med den typiske levetid for asiatiske bilmodeller og dermed tyder alt på, at Sportspace er første kig på en ny Optima.
Sportspace er interessant på flere måder. Først og fremmest sætter den en fed streg under, at Kia er blevet dygtige til at designe biler, der rammer europæisk smag. Sportspace er endda ikke tegnet af Kias højt profilerede chefdesigner, tyskeren Peter Schreyer med en fortid hos Audi. Lidt usædvanligt fremhæver Kia selv, at Sportspace er kreeret af mærkets europæiske chefdesigner Gregory Guillaume, der har en fortid hos VW-gruppen.
Gregory Guillaume vil tydeligvis ikke stå tilbage for sin chef. Godt bildesign er en subjektiv oplevelse, men her på redaktionen tør vi godt kalde det en rimelig objektiv betragtning, at Sportspace er noget af det mest elegante og velproportionerede vi har set i den store mellemklasse i flere år.
Ifølge Guillaume selv skal Sportspace genoplive den klassiske grand tourer (langtursbil) på både praktisk og elegant vis. At dømme efter designet, der ligner en vellykket krydsning mellem en Alfa 159 og Honda Accord, er opgaven løst til UG.
Sportspace løser også en anden opgave for Kia: Den nuværende Optima fås kun som sedan, og mens det er fint i Asien og USA, er det et alvorligt handicap i Europa, hvor flertallet foretrækker stationcars.
Teknikken fortæller Kia intet om, men Kia er på vej med turboudgaver af deres benzinmotorer og har allerede en velfungerende 1,7 liters diesel med forskellige ydelser på hylderne. Begge dele kan vi forvente at se i produktionsudgaven af Kia Sportspace, der også kan komme til at dele teknik med en lignende bil i Hyundai-Kia koncernen, Hyundai i40.
Sportspace ser så produktionsklar ud, at vi forventer at den afløser Kia Optima – formentlig i første halvdel af 2016. Her vil den give koreanerne bedre fodfæste i klassen for store mellemklassebiler, der pt. taber terræn til dels crossover-typer som Nissan Qashqai og den lidt mindre ’Golf-klasse’. Nissan har for længst trukket sig ud af firmaklassen og for nylig meddelte Honda, at der ikke kommer en afløser for Accord i Europa. Det giver bedre plads til en ny model som Kia Sportspace. Hvis det passer, at man kan komme langt med et smukt udseende, er Kia allerede godt på vej…
Læs også testen: Kia Optima – seriøst bud i firmaklassen