Kia satser på elbiler og vil mere end fordoble produktionen af de nye elbiler EV2 og EV4 i Europa. Elbilen EV3 er nu Kias næstmest solgte model.
Kia var tidligt ude med elbiler i Europa, og den satsning ser ud til bære frugt for det sydkoreanske bilmærke. Elbilen EV3, der blev kåret som Årets Bil i Danmark sidste år, er nu mærkets næstmest solgte bilmodel, kun overgået af SUV’en Sportage. EV3 er også den syvende mest solgte elbil i Europa.
Succesen har givet Kia appetit på mere. Ifølge mediet Electrek vil Kia mere end fordoble den planlagte produktion af mærkets to nyeste elbiler, mini’en EV2 og den Golf-store hatchback EV4.
“Den årlige produktion af den kommende EV2 forventes at nå 100.000 biler på Zilina-fabrikken i Slovakiet i 2027,” siger Kias øverste chef Ho Sung Song til Automotive News.
EV4 til Danmark i år
Det samme gælder EV4, som Kia begyndte at producere i august, og som har Danmarkspremiere senere i år. Tilsammen vil Kia altså fremstille omkring 200.000 EV2 og EV4 i Europa på fabrikken i Slovakiet, som koreanerne har investeret 800 millioner kroner i.
Mens produktionen af EV4 er begyndt, starter produktionen af den mindre EV2 i 2026.
Store forventninger til lille EV2
Kia har valgt at øge produktionen efter at EV4 har fået en mere positiv modtagelse end forventet. Samtidig er der store forventninger til EV2, der bl.a. skal konkurrere med elbiler som Citroën ë-C3, Fiat Grande Panda, Renault 5 og BYD Dolphin Surf. Her i prisklassen omkring og under 200.000 kr. forventes der at være et enormt potentiale blandt de mange europæiske bilkøbere, der har ventet på mindre og billigere elbiler.
Fabrikken i Slovakiet kan da også øge produktionen yderligere. Helt op til 350.000 biler årligt, hvis det bliver nødvendigt.
Elbiler trækker Kias salg
Forklaringen på, at Kia satser på elbiler ses i de europæiske salgstal for det koreanske mærke. I årets første otte måneder faldt Kias overordnede salg i Europa med tre procent, men kigger man isoleret på Kias elbiler, steg salget med hele 56 procent.