Krise tvinger Nissan til at sælge hovedkvarter

Nissan vil lukke syv ud af 17 bilfabrikker og sælge sit milliard-dyre hovedkvarter i Yokohama for at skaffe penge til at fortsætte driften.

Krisen kradser hos Nissan. Den japanske bilgigant er nu så presset på økonomien, at man vil sælge sit milliard-dyre hovedkvarter i Yokohama.

Det skriver flere internationale medier, heriblandt Nikkei Asia. Nissan håber at få omkring 100 milliarder yen – cirka 4,5 milliarder kroner – for den moderne kontorbygning, der blev opført i 2009 som symbol på en ny æra for bilmærket. Hovedkvarteret har bl.a. et kæmpe showroom i stue-etagen.

Stor spareplan

Salget sker som led i en større spareplan, hvor Nissan forsøger at reducere faste udgifter og få bugt med stigende omkostninger og faldende indtjening. Nissan kom ud af regnskabsåret 2024 (som først sluttede i marts 2025) med et tab på 30 milliarder kroner efter skuffende salg på nøglemarkeder som USA og Kina.

Samtidig presser omstillingen til elbiler og nye investeringer i software og teknologi bilproducenternes økonomi. Nissan er ingen undtagelse. Ifølge selskabet selv skal salget af hovedkvarteret være med til at “optimere balancen mellem aktiver og gæld”.

Lejer egne bygninger

Planen er, at Nissan efter salget fortsat skal bruge bygningen som hovedsæde – men som lejer i stedet for ejer. Det er ikke usædvanligt. Heller ikke i bilindustrien, hvor andre bilproducenter har brugt den såkaldte ’sælg-og-lej-tilbage’ model for at frigøre penge til andre investeringer.

Pengene fra salget skal blandt andet bruges til at accelerere Nissans satsning på elbiler. Nissan var tidligere en pionér inden for elbiler med modellen Leaf, men har siden forsømt at udbygge sin førerposition.

Men nu genstarter Nissan satsningen på elbiler. Allerede senere i år ser vi en elektrisk Micra og derefter næste generation Leaf. Begge elbiler er baseret på Renault-modeller, hvilket er med til at spare store udviklingsomkostninger for Nissan.

Fyrer og lukker fabrikker

Fabrikken i Yokohama – der ikke er til salg – skal også opgraderes til at producere næste generation af elbiler. Frem mod 2030 har Nissan annonceret hele 19 nye elbiler.

Ikke desto mindre vil Nissan lukke syv af sine 17 bilfabrikker frem mod 2027. Som led i mærkets store spareplan skal 20.000 medarbejdere fyres. 

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here