Danmark og Norge elsker elbiler. Interessen er lunken i Sverige og Finland. En stor del af forklaringen er fraværet af statsstøtte.
I januar blev der kun solgt 33 benzinbiler i Norge. Salget af elbiler i Norge udgjorde knap 96 procent af det totale salg på 9.300 biler. I Danmark går det også godt – her passerede andelen af elbiler 64 pct. i januar. Men hos vores nordiske brødre i Sverige og Finland er interessen for elbiler ikke overvældende. I forhold til januar 2023 har salget af elbiler stort set ikke rokket sig, og andelen ligger stabilt lige under 30 pct.
Finnernes økonomi er presset, men selvom det totale bilsalg gik tilbage i januar sammenlignet med januar 2024, så registreredes der en lille stigning i salget af elbiler. I Sverige var det totale bilsalg i bedring.
“Stærke incitamenter er helt afgørende, hvis man vil i mål med elektrificering af bilparken. Norge og Danmark er tydelige eksempler på dette, og i begge lande er det incitamenterne, som i særlig grad driver elbilsalget. Ønsker man virkelig en elektrificering også i Sverige og Finland, så kan de norske og danske greb være et tydeligt signal om, hvad der skal til,” udtaler Øyvind Solberg Thorsen, administrerende direktør i Opplysningsrådet for veitrafikken (OFV), i en pressemeddelelse fra Bilstatistik.dk.
Den vigtige – og nødvendige – statsstøtte
Forklaringen på elbil-stagnationen i Sverige og Finland skyldes netop manglende statsstøtte. I branchen benævnt incitamenter. I 2024 kunne man ikke længere indkassere en skrotpræmie i Finland for at skille sig af med sin gamle fossildrevne bil. I Sverige fjernede man i begyndelsen af 2024 en stribe økonomiske incitamenter for elbiler. Samtidig fjernede svenskerne en række brændstofafgifter, der gjorde fossilbiler mere attraktive.
I Norge har landets enorme olieressourcer i Nordsøen finansieret den helt exceptionelle omstilling til elbiler. Registreringsafgiften har i årevis været ikke-eksisterende, omend der i 2023 blev indført en afgift på de dyreste elbiler. Andre “incitamenter” som f.eks. fritagelse for vejafgifter, gratis parkering og adgang til at køre i storbyernes busbaner har været med til at drive elbil-udviklingen i Norge.
I Danmark støtter staten elbiler med et særligt fradrag i registreringsafgiften. Et fradrag, der så småt udfases fra 1. januar 2026. Kræfter i branchen og blandt politikere arbejder for en forlængelse af de lempeligere regler for elbiler.
Også i EU arbejdes der for at indføre en fælles EU-statsstøtte, så elbilsalget, særligt salget af europæiske elbiler, kan få et skub. Tysklands nuværende kansler, Olaf Scholz, glædede sig i januar over, at EU har taget hans forslag om at “indføre harmoniserede, europæiske købs-præmier for elbiler op”. Intet er besluttet, men der arbejdes på det.
Af redaktionen