Næste år lancerer VW-koncernen de kompakte, folkelige elbiler VW ID.Polo, Skoda Epiq og Cupra Raval. Tysk læk giver præcist fingerpeg om prisen.
Er der tale om et klodset læk i kommunikationsafdelingen? Eller et smart marketingstunt, der skal skærpe appetitten yderligere på VW-koncernens hypede familie af kompakte, prisbillige elbiler, der lanceres næste år?
Egal, som de siger i Tyskland. Uanset motiv er katten ude af sækken: I et nyhedsbrev for tyske bilkøbere, der ønsker at læse mere om den kommende Cupra Raval - den spanske udgave af elbil-firlingerne VW ID.Polo, Skoda Epiq, Cupra Raval og VW ID.Cross - kan man nu læse den forventede fra-pris.
194.000 kroner
25.950 euro lyder den på. Det svarer til 193.600 danske kroner og er den hidtil mest præcise indikation på, hvad VW-familiens kompakte, folkelige elbiler kommer til at koste. Også selv om Cupra naturligvis tager et forbehold og skriver “forventet pris” med småt.
Fair nok. Vi skal trods alt hen omkring sommeren 2026, før Cupra Raval som den første af firlingerne lanceres. Det er lang tid på et marked, der er præget af stadig hårdere konkurrence fra især stadig billigere kinesiske elbiler. Derfor tør vi godt love, at prisen snarere vil blive justeret ned end op.
Prisen ser umiddelbart realistisk ud. Raval og Co. er elektriske minier lige omkring eller over de fire meters længde, der bl.a. skal konkurrere med elbiler som Renault 5, Nissan Micra, BYD Dolphin Surf, Ford Puma Gen-e og Peugeot e-208. Altså lige i den klasse, hvor rigtigt mange europæere køber biler.
Forhjulstræk og fysiske knapper
VW’s såkaldte Electric Urban Car Family er baseret på MEB+-platformen, der bygger videre på den kendte platform fra bl.a. VW ID.3, ID.4 og Skoda Elroq og Enyag.
Trækket rykker fra bag- til forhjul for at spare plads og penge, mens ny software skal give en række fordele i betjening, opladning og effektivitet. En stor nyhed er, at VW vender tilbage til fysiske knapper, der skal give hurtige genveje i forhold til skærmbetjening.
450 km rækkevidde
Batteristørrelsen er endnu ukendt, men VW vil benytte solide LFP-batterier, der forventes at få en rækkevidde omkring 450 km. Med stor sandsynlighed kommer der også en udgave med et mindre batteri og kortere rækkevidde - og det er formentlig dén variant, som Cupra vil sælge fra de knapt 26.000 euro.

Basismodellen forventes også at få en lidt mindre motor end de heftige varianter med henholdsvis 210 og 226 hk, som Cupra først lancerer Raval med først. Topmodellen VZ Extreme løber snarere op i 40.000 euro - knapt 300.000 kr.
Polo kan blive billigere
De billige basisudgaver kan få en elmotor, der yder mellem 88 og 110 kW (120 og 150 hk).
At priserne alt andet lige ser ud til at blive relativt lave, understreges af, at Cupra Raval angiveligt bliver dyrere end den teknisk identiske VW ID.Polo. Med lidt held kan basis-udgaven af den elektriske Polo altså komme ned under 190.000 kroner.
Det vil være en stærk pris på det danske marked og en opfyldelse af VW's løfte om at levere folkelige elbiler til europæerne.






