Mercedes giver fem års garanti på elbiler – men kun til 30. juni

mercedes eqa eqb

Garanti betyder noget. Flere mærker bevæger sig, og det samme gør Mercedes nu. Mercedes’ forlængede garanti er dog ikke permanent.

VW, Audi, Skoda og Ford har inden for de seneste måneder forlænget garantien på deres elbiler. Nu giver Mercedes også fem års mekanisk garanti på deres elbiler, men … der er et men. Garantien er led i en kampagne og gælder derfor kun på biler købt til og med juni, hvorefter Mercedes vender tilbage til minimumsgarantien på to år.

De fem års mekaniske garanti – eller højst 200.000 kilometer – omfatter modellerne EQA, EQB (foto øverst), EQE, EQE SUV, EQS og EQS SUV og gælder ved privatkøb. Garantien gælder således ikke den bastante G 580 EQ Technology eller den varevognsbaserede, familie- og stortaxi-venlige EQV. Mercedes’ elektriske varevogne er heller ikke omfattet af garanti-kampagnen.

Hvilkenbil har spurgt Mercedes-importøren, hvorfor et premiummærke som Mercedes ikke gør garantien permanent, men det ønsker Mercedes i øjeblikket ikke at svare på.

Mange holder stadig fast i to år … 

Garanti er afgørende, og Hvilkenbil besluttede i december 2024, at vi i test af elbiler fratager dem en stjerne i den endelige bedømmelse, hvis bilernes mekaniske garanti er mindre end fem år.

Vores holdning har i årevis været, at to års mekanisk garanti er for sølle, og med elbilernes indtog er problemet med især europæiske bilmærkers fedtede garantiordninger blevet endnu større. Derfor vil Hvilkenbil som troværdigt bilmedie ikke råde forbrugere at købe nye biler med kun to års fabriksgaranti.

For lidt over to uger siden bragte vi en artikel, hvor vi spurgte de bilmærker, der kun giver to års garanti, om de overvejer at forlænge garantiperioden. Svarene kan læses ved at klikke på linket her. Svarene bar præg af “nej, men vi følger da markedet tæt”. Flere premiummærker er i den tunge ende af garanti-skalaen, og det samme er alle franske mærker. De japanske mærker giver typisk tre års mekanisk garanti (se listen i bunden af artiklen).

… men en lille håndfuld har flyttet sig

Lidt bevægelse er der dog på garanti-markedet. Og det hilser Hvilkenbil meget velkommen. Som nævnt i indledningen har den danske importør Semler øget garantien på elbiler fra to til fem år. Det skete kort før jul. Cupra gav allerede fem års garanti, men efter meldingen omfatter garantien også VW, Skoda og Audi. Det maksimale kilometertal på Semler-bilerne er 150.000. 

For en uge siden følte Ford sig kaldet til at følge trop med fem års mekanisk garanti på mærkets elbiler, dog maksimalt 100.000 km. I modsætning til Mercedes omfatter Fords og Semler-gruppens garanti på elbiler også elektriske varevogne.

Batteri-garantien er nogenlunde ens fra mærke til mærke. Typisk gives der otte års garanti, dog maksimalt 160.000 km – batteri-garantien kan dog variere en smule.

Garanti-oversigt

Aiways: 5 års nyvognsgaranti eller 160.000 km.
Alfa Romeo: 2 års nyvognsgaranti
Audi: 5 års nyvognsgaranti eller 150.000 km.
BMW: 2 års nyvognsgaranti
BYD: 6 års nyvognsgaranti eller 150.000 km.
Citroën: 2 års nyvognsgaranti
Cupra: 5 års nyvognsgaranti eller 150.000 km.
Fiat: 2 års nyvognsgaranti
Ford: 5 års nyvognsgaranti eller 100.000 km.
Honda: 3 års nyvognsgaranti eller 100.000 km.
Hongqi: 5 års nyvognsgaranti eller 150.000 km.
Hyundai: 5 års nyvognsgaranti
JAC: 5 års nyvognsgaranti eller 100.000 km.
Jaguar: 3 års nyvognsgaranti eller 100.000 km.
Jeep: 2 års nyvognsgaranti
Kia: 7 års nyvognsgaranti eller 150.000 km.
Lexus: 3 års nyvognsgaranti eller 100.000 km.
Mazda: 3 års nyvognsgaranti eller 100.000 km.
Mercedes-Benz: 2 års nyvognsgaranti – dog kampagne til 30. juni 2025.
MG: 7 års nyvognsgaranti eller 150.000 km.
Mini: 2 års nyvognsgaranti
Nissan: 3 års nyvognsgaranti eller 100.000 km.
Opel: 2 års nyvognsgaranti
Peugeot: 2 års nyvognsgaranti
Porsche: 2 års nyvognsgaranti
Polestar: 2 års nyvognsgaranti
Renault: 2 års nyvognsgaranti
Seat: 2 års nyvognsgaranti
Skoda: 5 års nyvognsgaranti eller 150.000 km.
Suzuki: 3 års nyvognsgaranti eller 100.000 km.
Tesla: 4 års nyvognsgaranti eller 80.000 km.
Toyota: 3 års nyvognsgaranti eller 100.000 km. Op til 10 års nyvognsgaranti, forudsat at bilen serviceres regelmæssigt hos autoriserede Toyota-værksteder.
Volkswagen: 5 års nyvognsgaranti eller 150.000 km.
Xpeng: 7 års nyvognsgaranti eller 160.000 km.

Af redaktionen

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here