Brintbiler er dobbelt så dyre at fremstille som elbiler, siger Mercedes og opgiver teknologien. Flere andre bilmærker har lignende planer.
Brintbiler kan være på vej ud i glemslen endnu inden de for alvor er blevet et alternativ til elbiler. Det er i hvert fald op ad bakke, efter at Mercedes officielt erklærer, at de stopper al udvikling af brintbiler. Det skriver branchemagasinet Automotive News Europe.
Mercedes har udviklet brintbiler siden 2013 i et samarbejde med Ford og Nissan. Mercedes er dog de eneste af trekløveret, der er nået til at fremstille en mindre serie af brintbiler. Det er blevet til et par hundrede Mercedes GLC F-Cell, der aldrig har været til salg, men har kørt som demobiler i forskellige sammenhænge.
Mercedes beslutning om at indstille udvikling af brintbiler kommer en smule overraskende. Så sent som i januar sagde udviklingschef Markus Schäfer, at ’brintbiler fungerer fremragende. Udfordringen er prisen, og det handler om skala: Vi har brug for større volume i produktionen.’
Siden har coronakrisen vendt op og ned på alting og lagt enorm pres på bilindustrien, der stort set har ligget stille i mere end en måned. Det kan være en forklaring på, at Mercedes nu smider håndklædet i ringen. Ifølge fabrikken fordi det fortsat er dobbelt så dyrt at fremstille brintdrevne biler som batteridrevne elbiler.
VW tror på batterier
Brint har ellers haft mange tilhængere. Der er intet CO2-udslip, men modsat elbiler giver brint mulighed for lang rækkevidde og fuld optankning på tre minutter.
Mercedes står dog ikke alene. Japanske Honda, der gennem mange år har udviklet brintbiler, satte udviklingsarbejdet på pause i november. Og Volkswagen, verdens største bilproducent, udgav 12. marts et længere forsvar for batteridrevne elbiler sammenlignet med brintbiler. Volkswagen konkluderer at: ’Når det drejer sig om personbiler, taler alt til fordel for batterier og stort set intet til fordel for brint.’
De to tyske giganter Volkswagen og Mercedes tror dog begge, at brint kan have en fremtid som brændstof for fremtidens lastbiler.
Med Mercedes ude af brint-kapløbet er det reelt kun Toyota, BMW og den koreanske Hyundai-Kia koncern, der arbejder videre med teknologien til personbiler.