Elektriske muskelbiler kan sagtens være sjove, mener Mercedes’ chef, der næsten fik en religiøs åbenbaring i AMG-udgaven af elbilen Mercedes CLA.
Intet brøl fra udstødningen, intet skrig fra ventiler og stempler og slet ingen vibrationer fra hårdtpumpet mekanik.
Entusiaster beskylder ofte elbiler for at være kedelige og kliniske. De savner lydene, lugtene og vibrationerne fra den klassiske fossilmotor, og kan ikke se sig selv skifte til en elbil. Slet ikke i klassen for potente performancebiler.
Men sådan ser direktør og bestyrelsesformand for Mercedes-AMG Ola Källenius slet ikke på det. Og svenskeren, der har været direktøren for det hele siden 2019, burde vide, hvad han taler om: Før han indtog den øverste position i Stuttgart, har Källenius såmænd både været operationschef for sportsvognsmærket McLaren, arbejdet ad flere omgange for Mercedes’ Formel 1-afdeling og siddet i spidsen for Mercedes’ performance-afdeling AMG.
Et nyt sprog
Källenius er med andre ord vokset op med toptunede benzinmotorer og nørdede ingeniør-diskussioner om V8 og V12-motorer. Alligevel er han stærkt begejstret for udviklingen, hvor brølende forbrændingsmotorer og manuelle gearkasser er afløst af musestille elmotorer og avanceret software.
“For traditionelle bilentusiaster svarer det umiddelbart til at lære et nyt sprog. Og så alligevel ikke. Da jeg gik på universitetet, var spørgsmålet, om man havde en 386 eller 486-processor i sin tonstunge bærbare pc? Teknologi-kapløbet har altid været en kombination af hardware og software, og nu er den udvikling også kommet til bilerne,” forklarer Ola Källenius i et interview med engelske Autocar.
“Genfødt kristen”
Et eksempel hos Mercedes er den nye AMG-udgave af elbilen CLA. Her sørger avanceret software for at simulere lyden fra en AMG V8, komplet med knald fra den ikke-eksisterende udstødning og ryk og vibrationer fra den virtuelle gearkasse. Og det virker fantastisk, mener Ola Källenius.
“Da jeg første gang kørte CLA 45 med den teknologi, havde jeg det som en genfødt kristen. Det var den bedste V8’er, jeg nogensinde havde kørt: Med alle følelserne fra en V8, men med flere kræfter.”
AI speeder udviklingen op
Ola Källenius erkender, at ikke alle bilkøbere er helt det samme sted. Men udviklingen mod elektriske biler går stadig hurtigere og kan ikke stoppes. Faktisk mener han, at kunstig intelligens vil sætte endnu mere fart på omstillingen.
“Udviklingsprocessen går stadig hurtigere. Som Mercedes-grundlægger Karl Benz sagde: Kærligheden til at opfinde dør aldrig. Det er lige som i formel 1. Hver gang du tror, at du har fundet de sidste ni tusindedele af et sekund, kommer der altid en ny idé. Det stopper aldrig.”






