Mercedes giver første smugkig på den elektriske C-klasse, der får 800 volt teknologi og skal konkurrere med BMWs Neue Klasse.
BMW og Mercedes mandsopdækker hinanden tæt på biludstillingen i München i disse dage.
Først afslørede BMW deres Neue Klasse elbil iX3, som Mercedes så svarede på med afsløringen af konkurrenten GLC EQ.
BMW viser også sedan-udgaven af iX3 iført kamuflage-folie, fordi den først kommer i 2026. Det har så fået Mercedes til at vise silhuetten af deres tilsvarende sedan-udgave af GLC EQ. Bare så ingen er i tvivl om, at Mercedes er klar til at svare igen, når BMW lancerer den elektriske 3-serie næste år.
Første elektriske C-klasse
Mercedes kalder modellen C-Klasse EQ Technology. Der er altså tale om den første, rent elektriske udgave af C-klassen.
Teknisk er der ingen forskel på SUV’en GLC og sedanen C-klasse. Kun højden adskiller de to biler, der begge står på Mercedes’ nye MB.EA arkitektur med 800 volt teknologi.
Selv designet ser ud til at blive særdeles familiært: Som GLC får C-klassen et mere konventionelt design i modsætning til de meget vindglatte EQE-modeller, som er på vej ud.
Kæmpe kølergrill
Især nyfortolkningen af den klassiske Mercedes-grill skaber familielighed mellem de to biler. Den er også enorm på begge biler – med den lille forskel, at der er fire smalle felter i grillen på C-klasse mod tre brede felter på GLC. Det får sedanen til at se en smule lavere og bredere ud end den højere GLC.
På billedet aner man også, at C-klassen får et typisk sedan-design med markerede bagskærme og et udvendigt bagagerum. Ellers er det svært at udlede noget af det meget mørkelagte teaser-billede.
Længere med lavere karrosseri
At C-klassen er lavere end GLC får betydning for rækkevidden. Med to elmotorer med tilsammen 360 kW får GLC en rækkevidde på 713 km. C-klassens lavere karrosseri har mindre luftmodstand, og med samme motor og 94 kWh-batteri vil det formentlig give en rækkevidde på den gode side af 750 km.
Når C-klassen kommer i en mindre potent udgave med blot én elmotor, vil den med sikkerhed kunne køre over 800 km på en opladning med samme 94 kWh-batteri.
Omvendt har BMW teaset en vild M3-udgave af i3 med fire elmotorer og mere end 1.000 hestekræfter. Lur os, om ikke Mercedes svarer igen med en heftig AMG-udgave af den elektriske C-klasse, der kan måle sig med ærkerivalen fra München…
Kommer i 2026
Mercedes slipper dog endnu ikke specifikationer på C-klasse EQ, men den vil helt sikkert få samme teknik som GLC EQ. Det indebærer mulighed for luftaffjedring, software med kunstig intelligens fra både Microsoft og Google samt ikke mindst den vilde ’hyperscreen’ på 99 centimeter, der strækker sig over instrumentpanelet i bilens fulde bredde.
Mercedes løfter formentlig først det sidste af sløret for den elektriske C-klasse næste år, inden den lanceres i anden halvdel af 2026.