Det enorme udbud af brugte mikrobiler gør værditabet massivt. De små biler er dog stadig de billigste i kroner og ører pr. kørt kilometer, viser beregning.
De mindste biler som herhjemme er populære som is på en varm sommerdag, er billige at købe og kører langt på literen, men på ét felt er de dyre: De taber mest i værdi.
I hvert fald hvis man opgør det i procent. De viser en ny analyse fra Bilbasen for Jyllands-Posten over værditabet på de fem mest populære bilmodeller i forskellige klasser (mikrobiler, firmabiler, MPV’er og luksusbiler). Efter fire år og 80.000 km har bilerne i mikroklassen tabt omkring 2/3 af deres værdi svarende til 64-70.000 kr., viser beregningen.
En del af forklaringen er, ifølge Bilbasens analytiker Jan Lang, det store udbud af brugte mikrobiler som for eksempel de to trillingekuld Citroën C1/Peugeot 107/Toyota Aygo og VW Up/Skoda Citigo/Seat Mii samt Cherolet Spark, Ford Ka og Kia Picanto.
”Der er et stort antal minibiler til salg, så det følger reglen om udbud og efterspørgsel,” siger Jan Lang til Jyllands-Posten.
Han forklarer videre, at det store brugtvognsudbud skyldes, at salget af mikrobiler siden 2007 har ligget på et højt niveau sammenlignet med andre europæiske lande. Den anden del af forklaringen er, at nyvognspriserne på de mindste biler er faldet markant de seneste år og dermed presser brugtpriserne.
“Det er nok kommet bag på på nogle ejere af de små biler, hvor meget bilerne har tabt i værdi i procent. De små biler er dog stadig de billigste, når det handler om tabet pr. kørt kilometer,” siger Ann Lehmann Erichsen, der er forbrugerøkonom i Nordea.
Går man op i firmabilsklassen, hvor for eksempel VW Passat og Skoda Octavia hører til, udgør værditabet i procent ‘kun’ 50-55 procent, men i kroner er det 109-168.000 kroner – noget mere end for mikro’erne, viser beregningen. Værditabet for MPV’er som Citroën Picasso, Ford C-Max m.fl. ligger i stort set samme størrelsesorden som firmabilerne.
I luksusklassen nærmer værditabet i procent sig de mindste bilers. Og opgjort i kroner bliver det til beløb, der får det til at svimle for de fleste. For eksempel har en BMW X5 SUV tabt 66 procent af sin værdi svarende til hele 437.000 kroner efter fire år og ca. 80.000 km. på tælleren.