Ni bilmærker lokker med gratis opladning

elbiler under 200.000 kr.

Samarbejde mellem bilimportør og Norlys giver elbilkøbere et års gratis opladning. Men tilbuddet binder bil, opladning og husets elaftale sammen.

Priskrigen på det danske bilmarked har taget en drejning. Det er ikke længere kun prisen på selve bilen, der skal lokke kunderne ind hos forhandlerne.

Toyota tilbyder netop nu tre års bilforsikring ved køb af en ny elbil. Og nu svarer bilimportøren Wismo igen med et års opladning til kunder, der køber en elbil fra Peugeot, Opel, DS, Fiat, Jeep, Alfa Romeo, Leapmotor, Exlantix eller Hongqi.

Tilbuddet gælder biler købt fra 1. september til 31. oktober og er resultatet af et nyt, treårigt samarbejde mellem Wismo og energikoncernen Norlys.

Dermed bevæger Norlys sig ind på et marked, hvor især konkurrenten Clever står stærkt: Samarbejder med bilimportører, hvor bilkøberen allerede hos forhandleren bliver præsenteret for en bestemt ladeløsning.

Op til 250 kWh om måneden

Kampagnen giver bilkøberen 12 måneders abonnement på Norlys Oplad 15. Det omfatter 250 kWh om måneden, leje af ladeboks og en standardinstallation.

Ifølge Wismo og Norlys svarer de 250 kWh til cirka 15.000 kilometers kørsel om året. Hvor langt strømmen reelt rækker, afhænger dog af bilens forbrug, årstiden og kørslen.

Strømmen kan bruges både hjemme og på Norlys’ mere end 7.000 offentlige ladepunkter. Tilbuddet har ifølge selskaberne en samlet værdi på 6.635 kr.

Bilister uden mulighed for at få en ladeboks hjemme kan i stedet vælge Oplad Ude 15. Her kan de 250 kWh om måneden alene bruges på Norlys’ offentlige ladenet. 

Kræver elaftale hos Norlys

Betegnelsen ”opladning uden beregning” skal dog tages med et vist forbehold.

Hjemmeløsningen kræver nemlig, at bilkøberen også flytter husstandens elaftale til Norlys. Elaftalen koster 29 kr. om måneden i abonnement, svarende til 348 kr. i løbet af det første år.

Der kan desuden komme et energitillæg. Hvis den gennemsnitlige rene elpris i en måned overstiger 89 øre pr. kWh inklusive moms, skal kunden betale forskellen for den strøm, der er brugt.

Ubrugte kilowatt-timer kan heller ikke overføres fra én måned til den næste. Kører man mindre i en periode, går den resterende del af månedens pakke derfor tabt. Omvendt skal forbrug over de inkluderede 250 kWh betales særskilt.

Godtgørelsen for hjemmeladning kræver desuden, at bilens opladning styres intelligent gennem Norlys-appen.

Forbrugere vælger ofte for dyrt

At samle flere produkter i én pakke kaldes ”bundling”. Det kan gøre hverdagen nemmere, men også sværere at gennemskue den reelle pris og sammenligne tilbud fra forskellige selskaber.

Konkurrencerådet har tidligere kritiseret den slags pakkeløsninger på lademarkedet og ligefrem foreslået et midlertidigt forbud mod visse former for bundling.

En analyse fra rådet viste, at knap halvdelen af elbilisterne med egen ladeboks havde valgt en anden løsning end den billigste til deres behov. De betalte i gennemsnit 70 procent mere end med den billigste løsning.

Undersøgelsen viste også, at to ud af tre bilkøbere takkede ja til den ladeløsning, som de fik tilbudt hos bilforhandleren.

Hård kritik af Clever

Forbrugerrådet Tænk har efterfølgende kritiseret især Clevers pakkeløsninger for at gøre markedet uigennemskueligt og fastholde kunderne hos én ladeoperatør. Kritikken kan også bruges som en påmindelse om at regne på Wismos og Norlys’ nye tilbud.

Et gratis kampagneår kan være attraktivt. Men før man siger ja, bør man også undersøge prisen på opladning og husstandens elaftale, når tilbuddet udløber – og sammenligne den samlede pris med alternative løsninger.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here