Syvende generation af BMW 5-serie får meget passende teknologi fra flagskibet 7-serie. Målet er at overgå Mercedes E-klasse som luksusklassens teknologiske spydspids.
Den interne, tyske rivalisering blandt luksusbiler er for længst etableret som en neglebidende thriller. Kampen mellem Audi i Ingolstadt, BMW i München og Mercedes i Stuttgart om at være verdens førende og bedst sælgende luksusmærke er knivskarp, nådesløs og ustoppelig.
For tiden er det Mercedes, der har førertrøjen som bestseller. Ikke mindst på grund af en vellykket og storsælgende E-klasse, der også kan prale af at være på forkant med fremtidens teknologi som delvis autonom kørsel, digital instrumentering og så mange aktive sikkerhedsassistenter, at vi nærmer os den idiotsikre bil.
Men når champagnepropperne springer i Stuttgart, kan man være sikker på, at de bare arbejder endnu længere og hårdere et andet sted i Bayern: I BMW-hovedkvarterets ikoniske, cylinderformede skyskrabere har man netop lagt sidste hånd på nyeste udgave af E-klassens rival, syvende generation af BMW’s 5-serie.
Pudsigt nok er opskriften på succes og teknologisk overherredømme nøjagtig den samme: Lige som Mercedes har ladet teknologien fra flagskibet S-klasse sive ned i E-klassen, tilsat det sidste nye i elektroniske gadgets, har BMW hentet inspiration og teknik fra 7-serien, da de konstruerede den nye 5-serie med kodebetegnelsen G30.
Parkér som James Bond
Selvsikkerheden fejler som sædvanligt ikke noget:
”Med den nye generation 5-serie sætter vi igen målestokken på alle områder: Den kombinerer dynamik og komfort på forbilledlig vis og er samtidig teknologisk spydspids når det kommer til køreassistenter og opkobling,” fastslår Klaus Fröhlich, bestyrelsesmedlem for teknik udvikling hos BMW i forbindelse med afsløringen af bilen.
Blandt de teknologiske tigerspring, der skal gøre BMW 5-serie til ‘absolute spitzenklasse’ er et arsenal af assistenter. Vi nævner i flæng: Adaptiv radar- og kamerastyret fartpilot, der fungerer fra 210 km/t og helt ned til 30 sekunders stilstand i køkørsel. I samme hastighedsinterval kan 5-serien midlertidigt overtage styringen, hvilket gør den semi-selvkørende som Mercedes E-klasse. 5-serien holder også øje med omgivelserne og vil først advare og endelig aktivt styre uden om, hvis andre er på vej til at køre ud foran eller ind i bilen.
I den mindre dramatiske afdeling får 5-serien et nyt infotainment-system, der både kan styres med stemme og håndfagter, lige som den kan udstyres med et usædvanligt stort head-up display. Parkering i smalle p-båse er heller ikke noget problem: Du stiger bare ud og styrer den 494 cm lange bimmer på plads ved hjælp af nøglen – nøjagtig som James Bond gør i biografen.
100 kg lettere
Nu vil BMW jo gerne være den ‘ultimative køremaskine’, så ikke bare elektronikken men også mekanikken er fornyet.
Den nye 5-serie vokser en smule på alle leder – også i højden, selv om det nye design umiddelbart får den til at se lidt fladere ud end den nuværende model. Med udstrakt brug af højstyrkestål, magnesium og aluminium – f.eks. er der alu-bagklap – taber 5-serien sig alligevel 100 kg.
Nye avancerede multilink hjulophæng for og bag og mulighed for både aktiv styring og sågar firehjulsstyring og firehjulstræk skal reetablere den nye 5-serie som det køreglade indslag i luksusklassen. Der kan vælges mellem fire typer affjedring: Normal, sport, justerbare støddæmpere og en kombination af justerbare støddæmpere og aktive krængningsstabilisatorer. Til gengæld bliver der ingen luftaffjedring selv om rivalerne Audi A6 og Mercedes E har det; endnu en indikation af, at 5-serien satser på at skille sig ud på skarpe køreegenskaber.
De færreste ændringer finder vi i motorprogrammet, der fortsætter stort set uændret fra den nuværende 5-series. 520d, der er den absolut mest solgte model herhjemme, er f.eks. fortsat en firecylindret to-liters diesel med 190 hk, der kan kombineres med seks manuelle gear eller otte-trins automat. Vægttab og en rekordlav luftmodstand på blot 0,22 cW sørger for klassens bedste brændstoføkonomi på blot 29,2 km/l.
Senere følger alt fra ladehybridmotorer til en hidsig M5-udgave med otte cylindre og mere end 600 hk.
Syvende oplag af BMW 5-serie når frem til forhandlerne til februar. I sidste halvdel af 2017 følger stationcar-udgaven. Kampen om overherredømmet i Bayern, i overhalingssporet på den tyske autobahn og på direktionens p-pladser.
Læs test af den nuværende 5-serie: 520d – kongen af motorvejen