En af de mest populære elbiler, Skoda Enyaq, får en større overhaling. Den nye koster fra 300.000. Med lang rækkevidde er prisen 350.000 kr.
Skoda Enyaq har i fire år været en af danskernes foretrukne elbiler, og det er tid til en større fornyelse. Nu er Skoda Danmark klar med priser på den fornyede og har åbnet for bestillinger.
Den fornyede Enyaq 60 koster lige under 300.000 kroner, og rækkevidden er 430 kilometer. Med tallet 85 på bagsmækken stiger prisen 50.000 kr., og rækkevidden er 575 km. Elmotoren yder henholdsvis 150 kW (204 hk) og 210 kW (286 hk).
Den maksimale ladeeffekt er 165 kW i Enyaq 60, men kun 135 kW i Enyaq 85. Til gengæld er ladekurven mere stabil, oplyser importøren.
Enyaq 85x med to elmotorer yder 210 kW (286 hk), prisen starter ved 370.000 kr., rækkevidden er 539 km, og her er ladeeffekten 175 kW, ligesom den er i den udgående Enyaq 85 og 85x.
Meget udstyr
Enyaq har samme designsprog som lillebror Elroq, hvilket først og fremmest er synligt på en noget anderledes front, ligesom det gamle Skoda-logo nu også er udskiftet med bogstaverne SKODA.
Mængden af sikkerhedsudstyr er generøs med blandt andet adaptiv fartpilot med Travel Assist, der tager højde for vejskilte og vejforhold, vognbaneassistent, advarsel ved genstande og mennesker bag og på siden af bilen, airbag mellem forsæderne og LED-lygter.
Blandt komfortudstyret skal fremhæves 3-zonet klimaanlæg, varme i rattet, 13 tommer infotainmentdisplay, trådløs opladning af mobiltelefonen, nøglefri betjening, elektrisk bagklap, nøglefri betjening og varmepumpe.
40.000 kr. for Sportline
Enyaq Sportline koster 40.000 kr. ekstra, og her beriges man bl.a. af fuld LED-Matrix-forlygter, elektrisk justering af førersædet inklusive massage og memoryfunktion og sideairbags ved bagsædet.
Det udstyr kan i øvrigt købes til basis-Enyaq som en Premiumpakke til 20.000 kr.
Derudover har Enyaq Sportline bl.a. sportsforsæder, såkaldt leatherette-indtræk, ambientebelysning i kabinen og kontakter bag på rattet til justering af rekuperation. Fælgene på Sportline er vokset til 20 tommer fra de standardmonterede 19 tommer.
Enyaq fås også i en Coupé-udgave, og merprisen for det i nogles øjne lidt skarpere design med faldende taglinje bag og derfor lidt mindre hovedhøjde og lidt mindre bagagerum er 15.000 kr.
Fyrig spanier slår familien
Skoda Enyaqs konkurrenter i familien er først og fremmest VW ID.4. Den koster med det store batteri fra 380.000 kr. – altså 40.000 kr. mere end Enyaq. Volkswagen-familiens fineste medlem, Audi Q4 e-tron, med stort batteri koster fra 400.000 kr.
Den velkørende Cupra Tavascan fås kun i coupé-habit, og den er decideret billig i selskabet. Med stort batteri fås den i Kina-byggede spanier til 300.000 kr., hvilket er 65.000 kr. mindre end Enyaq 85 Coupé.
Fælles for Volkswagen-produkterne er nu, at den mekaniske garanti er øget fra to til fem år. Batterigarantien er uændret otte år/160.000 km.
Bestillinger på den nuværende Skoda Enyaq lukkede kort før jul, men det er stadig muligt at købe nogle ganske få tilbageværende modeller. Vil man have fingre i en Enyaq 85 Drive kan den ifølge Skodas hjemmeside fås for 340.000 kr. – 10.000 kr. mindre end den fornyede Enyaq 85.
Bilerne kan bestilles nu, og de første ventes leveret i april.
Af redaktionen
85 yder 210kw ikke 150kw.
Hej Bo, du har ret. Artikel er nu rettet. Mvh Jens Velling, redaktør.