Fiat Grande Panda er landet i Danmark. Prisen er 190.000 kr. inklusive godt med udstyr som navigation, klimaanlæg og frit farvevalg.
Strømmen af mindre og billigere elbiler fortsætter. I denne uge er det Fiat Panda, der gør sin entré i Danmark som et billigere alternativ til de 300.-400.000 kroners SUV'ere, som det danske bilmarked længe har været domineret af.
Navnet er forlænget til Grande Panda, men der er fortsat tale om en bil i miniklassen: Grande Panda er 399 centimeter lang og bygget på samme platform som søsterbilen Citroën ë-C3.
Teknisk er de to biler også identiske med samme elmotor på 83 kW (113 hk) og et LFP-batteri på 44 kWh. I Fiat Grande Panda giver det en rækkevidde på 322 km. Lynladning foregår med op til 100 kW, men som vi ved fra ë-C3, dykker ladekurven hurtigt, og så tager det knapt en halv time at lade det beskedne batteri fra 20 til 80 procent.
Masser af udstyr
Fiat er kendt for folkelige og ofte billige biler, men den danske importør, Wismo Group, går i en lidt anden retning med Grande Panda. Den italienske mini kommer kun i ét udstyrs-trim, La Prima. Som navnet antyder, er det omfattende. Klimaanlæg, navigation, varme i forsæder og rat, trådløs opladning af mobil, bakkamera og p-sensorer for og bag er alt sammen standard.
Udseendet er der også tjek på med 17-tommer alufælge, mørktonede ruder og frit valg mellem de syv lakeringer på farvepaletten. Grande Panda bliver også den første Fiat, der kommer med fem års fabriksgaranti på bilen - der er otte års garanti på batteriet.

Prisen er 189.990 kr. Dermed placerer Fiat sig umiddelbart et godt stykke over søsterbilen Citroën ë-C3, der fås helt ned til 160.000 kr. Grand Panda har dog væsentligt mere udstyr - også mere end den bedst udstyrede ë-C3 Attraction til 173.000 kr. Tager man den gratis metallak og udstyr som navigation med i regnestykket, koster Grande Panda omtrent det samme som Citroën ë-C3.
Prissat som konkurrenterne
Fiat Grande Panda skal også konkurrere med biler som BYD Dolphin Surf, Hyundai Inster og Renault 5. Med tilsvarende udstyr og rækkevidde på den gode side af 300 km koster alle disse biler lige omkring 190.000 kr. Fiat Grande Panda får altså ikke umiddelbart en prisfordel, men skal skille sig ud fra konkurrenterne med sit meget karakteristiske design.
Det er da også et kort, som Fiat har gjort meget ud af. Historisk er Panda en gigant-succes. Især på det italienske hjemmemarked, hvor det vrimler med Pandaer. På Grande Pandas instrumentpanel hyldes ur-Pandaen da også med en lille model på kanten af den centrale betjeningsskærm. Der i øvrigt er formet som en oval som en hilsen til Fiats historiske Lingotto-bygning hjemme i Torino.
Fiat-fans vil også genkende det dybe aftryk af navnet PANDA i dørsiderne fra den legendariske 4x4 version.
Dansk comeback for Fiat
Ugens lancering af Fiat Grande Panda markerer også et comeback for Fiat i Danmark. Mærket, der engang var blandt Danmarks mest solgte, har gennem længere tid ligget underdrejet med blot livsstilsbilen Fiat 500 på programmet. Selv den har været taget af programmet det meste af 2025, så Fiat reelt har været sat på pause herhjemme.
Det ændres med dagens lancering af Grande Panda. På mærkets hjemmeside får den selskab af tre Fiat-varevogne, mens man endnu leder forgæves efter andre Fiat-personbiler som 500 og 600.
Sidstnævnte har Wismo p.t. opgivet at tage til Danmark, mens 500 i et vist omfang er blevet udkonkurreret af enorme mængder let brugte udgaver, der sælges til meget lave priser på brugtmarkedet.