Audi er presset af faldende salg og indtjening, hård konkurrence i Kina og amerikansk straftold. Lyspunktet er stigende salg af elbiler.
Som mange andre europæiske bilmærker har Audi det svært. Det tyske premiummærke taber terræn i Kina, hvor kineserne i stigende grad foretrækker deres egne bilmærker – også over tyske luksusbiler. Tendensen er så tydelig, at Audi har re-lanceret sig selv i Kina uden de ikoniske fire ringe. Mærkets nyeste model udviklet i Kina til Kina benytter i stedet navnetrækket AUDI i versaler på den hyperavancerede E5 Sportback (billedet).
I USA, også et vigtigt marked, er Audi ramt af den amerikanske straftold på alle importerede biler. Den rammer Audi ekstra hårdt, fordi tyskerne ikke har produktion i USA, men sender alle biler til sine amerikanske kunder fra fabrikker i Tyskland eller Mexico.
Indtjening skal mangedobles
Resultatet er, at både salget og indtjeningen falder. Ifølge kvartalsregnskabet leverede Audi 3,4 pct. færre biler, mens indtjeningen endte på beskedne 1,5 pct. Audi tjener altså kun 1,5 kr. for hver 100 kr. firmaet omsætter – og det er vel at mærke før skat. Det er ikke tilfredsstillende. Audi fastholder da også, at man skal mangedoble indtjeningen til mellem syv og ni pct. i år.
Skal det lykkes, har Audi med andre ord travlt resten af året, og en stor satsning på den nye AUDI til Kina skal også lykkes.
30 pct. flere elbiler
Der er også lyspunkter. Audi har nemlig fået godt gang i salget af elbiler. I årets første tre måneder steg salget af Audis elektriske modeller med hele 30 pct. Det var med til at løfte omsætningen 12,4 pct. til 115 mia. kr. i årets første kvartal.
Det er positivt. Opgaven – som Audi deler med sit eget moderselskab, VW-koncernen – bliver at tjene flere penge på elbilerne.
Overvejer fabrik i USA
Den helt store ubekendte i regnestykket er den amerikanske straftold. Audi overvejer at flytte produktion til USA for at undgå tolden – men det er en lang og kostbar proces. Og hvem ved, om præsident Trump ombestemmer sig i næste måned?
I forbindelse med kvartalsregnskabet fortalte Audis finansdirektør Jürgen Rittersberger, at beslutningen også indeholder ”et tæt kig på elbiler”, som ser ud til at være et godt kort for Audi lige nu. Selv i USA, hvor Trump har erklæret ’krig mod elbiler’.
Tåbeligt at de ikke vil sælge E5 Sportback i DK, den er da meget flottere end deres nuværende kedelige modeller 🤦♂️