Presset Porsche sælger IT-selskab til Indien

Porsche får 2,4 milliarder i kassen ved at sælge IT-selskab til indiske Tata. Men forpligter sig til at købe IT-ydelser for endnu større beløb.

Porsche har ondt i økonomien. Derfor sælger den pressede sportsvognsproducent sit rådgivnings- og IT-selskab MHP til indiske Tata Consultancy Services, bedre kendt som TCS.

Prisen er 320 millioner euro - 2,4 milliarder kroner. Tata overtager 4.500 medarbejdere og en omsætning på omkring 5,5 milliarder kroner.

Formelt er MHP ikke Porsches interne IT-afdeling, men et selvstændigt konsulentselskab, der hjælper Porsche og andre virksomheder med blandt andet software, digitalisering, produktion, kunstig intelligens og såkaldt softwaredefinerede biler.

Salget giver Porsche en økonomisk vitaminindsprøjtning her og nu. Til gengæld skiller selskabet sig af med kompetencer inden for et område, der får stadig større betydning i bilindustrien.

Fra datterselskab til leverandør

MHP blev grundlagt i 1996 og begyndte oprindeligt med at hjælpe virksomheder med at indføre SAP-software. Porsche købte sig ind i selskabet i 1998 og overtog de sidste aktier i januar 2024.

Godt to et halvt år senere bliver MHP altså solgt igen.

Selskabet skal fortsætte under sit nuværende navn og fungere som en selvstændig del af TCS. Medarbejderne følger med over til den nye indiske ejer, mens hovedkontoret fortsat skal ligge i Ludwigsburg nær Stuttgart.

Køber IT-hjælpen tilbage

Selv om Porsche sælger MHP, bliver forbindelsen mellem de to virksomheder ikke kappet. Tværtimod indgår Porsche samtidig en femårig aftale med TCS og MHP til en samlet værdi af ni milliarder kroner.

Det betyder i praksis, at Porsche sælger sit IT-selskab for 2,4 milliarder kroner, men samtidig forpligter sig til at købe IT- og rådgivningsydelser hos den nye ejer for et fire gange så stort beløb. Dén aftale fortæller en del om, hvor meget Porsche har brug for kontanter lige nu og her. 

Skeptikere vil sammenligne handlen med at tisse i bukserne for at holde varmen. Det er som bekendt ikke en langsigtet strategi…

Mere kunstig intelligens

Aftalen skal blandt andet hjælpe Porsche med at indføre mere kunstig intelligens i udviklingen af biler, på fabrikkerne, i den daglige drift og i kontakten med kunderne. TCS og MHP skal også arbejde med ny bilteknologi og digitale platforme til softwaredefinerede biler.

Det sidste dækker over biler, hvor stadig flere funktioner bestemmes af software og løbende kan opdateres eller udvides – på samme måde som det kendes fra smartphones.

Porsche betegner salget som led i strategien Sportwagenschmiede 35, der skal gøre virksomheden enklere og mere fokuseret på selve bilproduktionen.

“Med overdragelsen af MHP til Tata Consultancy Services tager Porsche endnu et vigtigt skridt i strategien om konsekvent at fokusere på kerneforretningen”, siger Porsches administrerende direktør Michael Leiters.

Porsche sælger ud

Salget af MHP er seneste led i en større oprydning hos Porsche. Tidligere i år besluttede selskabet at afhænde sine ejerandele i Bugatti Rimac og Rimac Group. Porsche har også lukket eller afviklet aktiviteter inden for battericeller, elcykler og software. Det har ifølge Reuters kostet mere end 500 arbejdspladser.

Porsche er presset af et kraftigt fald i salget i Kina, amerikansk importtold og enorme udgifter til en ændret elbilstrategi. Samtidig er efterspørgslen efter flere modeller faldet.

I første halvår 2026 leverede Porsche 16,5 procent færre biler end året før, mens omsætningen faldt 5,1 procent til 17,2 milliarder euro. Indtjeningen blev dog forbedret, blandt andet fordi Porsche solgte flere af de dyreste udgaver og havde færre engangsudgifter end året før.

Teknologisk dilemma

Salget af MHP illustrerer et dilemma for Porsche. De 2,4 milliarder kroner styrker økonomien øjeblikkeligt.

Omvendt opgiver Porsche det direkte ejerskab over tusindvis af specialister på et tidspunkt, hvor software, data og kunstig intelligens får stadig større betydning for moderne biler.

Porsche vil fortsat have adgang til ekspertisen gennem den femårige aftale. Men fremover bliver selskabet kunde hos MHP i stedet for ejer. Og de kommer til at betale for ydelserne.

Historisk er Porsche vant til store udsving. Det ikoniske sportsvognsmærke har både været tæt på fallit og haft så stor en pengetank, at man var tæt på at købe moderselskabet Volkswagen.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here