Robotter i Kina bygger en ny bil på 76 sekunder

Hyundai ejer amerikanske Boston Dynamics, der står bag den avancerede robot Atlas.

Kinesiske bilproducenter ansætter robotter i massevis. På Xiaomis fabrik i Beijing arbejder 700 robotter, og de bygger en bil på 76 sekunder.

Dark factories er noget af det nyeste. Noget af det mest effektive. Fremtiden. Allerede nu arbejdes der på højtryk på mørklagte fabrikker, især hos kinesiske bilproducenter. Og fordelene ved fabrikkerne er mange.

For det første kan robotterne arbejde døgnet rundt, og man kan spare strøm, da lyset ikke behøver at være tændt. Deraf betegnelsen dark factory. Robotterne skal hverken have spise- eller tissepauser, og forstyrrende fagforeninger er der ikke brug for, da robotterne i sagens natur ikke skal have løn. 

Og er robotterne programmeret til perfektion, er begrebet en “mandagsbil” henvist til historiebøgerne. En “mandagsbil” er udtrykket for en fejlbehæftet bil som resultat af en dårlig dag hos de menneskelige samlebåndsarbejdere.

Kinesiske robotter giver den gas

På kinesiske Xiaomis fabrik i Beijing er der fuld gang i den mørklagte produktion. Xiaomi har ansat 700 robotter, og døgnet rundt spytter de en ny bil ud hvert 76. sekund. Det skriver tyske Auto Motor Sport.

I forvejen har de kinesiske bilproducenter en lang række konkurrencefordele i forhold til producenter i andre lande, hvor mennesker af kød og blod stadig fylder mest i fabrikshallerne. Ikke mindst en massiv statsstøtte, men også let adgang til vigtige mineraler. 

Når de kinesiske producenter i den grad tager kunstig intelligens, robotter og fuldtonet digitalisering til sig og gør det hurtigere end europæerne, amerikanerne, japanerne og sydkoreanerne, er der et betydeligt potentiale for, at Kina yderligere udbygger det forspring, landet har opbygget.

Gigantiske perspektiver

Tidligere i år anslog det internationale konsulentfirma McKinsey, at robotter kan reducere produktionsomkostninger og tid med op til 50 procent. Den potentielle værdi af robotternes effekt vurderes at være i omegnen af 150 milliarder dollar (ca. 935 mia. kroner) om året.

Af samme årsag forventer investeringsbanken Morgan Stanley, at markedet for såkaldte humanoide robotter i 2050 vil have en samlet værdi på 31.000 milliarder kroner – altså 31 fulgt af 12 nuller: 31.000.000.000.000 kroner.

En anden opskrift

I hvert fald halvdelen af verdens 25 førende bilproducenter er ifølge eksperter, som branchetidsskriftet Automotive News talte med tidligere i år, i fuld gang med at automatisere.

Generelt ser det dog ud til, at de fleste andre end kineserne har en anden tilgang til brug af robotter i bilproduktion. Hos tyske BMW har man en opskrift, der hedder iFactory-konceptet. Kunstig intelligens kontrollerer kvaliteten, og ved digitale kopier af fabrikkerne sidder rigtige mennesker og optimerer, programmerer og planlægger processerne. BMW er benytter bl.a. robotter på sin amerikanske fabrik i Spartanburg. Robotterne er udviklet med svenske Hexagon Robotics og skal især arbejde med batterier til elbiler.

Tesla omfavner også robot-teknologien, og det samme gør blandt andre Hyundai Motor Group og Mercedes-Benz. Hyundai ejer amerikanske Boston Dynamics, der står bag verdens pt. formentlig mest avancerede menneskelignende robot, Atlas (foto øverst), som allerede om mindre end to år ventes at være involveret i fremstillingen af biler på Hyundais fabrik i Georgia i USA.

Mercedes-Benz indledte i 2025 et projekt med robotten Apollo, som i 2030 formodes at kunne arbejde ved samlebåndene sammen med rigtige mennesker.

mortenkjeldsen2019@gmail.com

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here